Gå efter Nøglehullet, når du køber ind
Nøglehullet er det officielle ernæringsmærke, som gør det nemt at vælge sundere i hverdagen.
Når du vælger mad- og drikkevarer med Nøglehullet, bliver det nemmere at spare på fedt, sukker og salt og at få flere fibre og fuldkorn.
Gå efter mærket her, når du handler ind.
Anbefaling om D-vitamin
Fødevarestyrelsen anbefaler, at alle voksne og børn fra 4 år tager et tilskud af D-vitamin på 5-10 ug dagligt i vinterhalvåret (fra oktober til april). Samtidig er der dele af befolkningen, hvor der er yderligere anbefalinger for et tilskud af D-vitamin - se anbefalingerne her:
5-10 µg D-vitamin dagligt i vinterhalvåret (oktober-april):
· Alle voksne og børn fra 4 år
10 µg D-vitamin dagligt hele året anbefales til:
· Børn fra 2 uger og indtil 4 år. Spædbørn, som dagligt får 800 ml modermælks-erstatning med 1,3 µg D-vitamin pr 100 ml eller mere, skal dog ikke have D-vitamintilskud. Hvis forældrene ønsker at give barnet en børnevitaminpille, skal barnet ikke samtidig have D-vitamintilskud.
· Gravide og ammende
· Børn og voksne med mørk hud
· Børn og voksne, som bærer en tildækkende påklædning om sommeren
· Børn og voksne, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys
20 µg D-vitamin dagligt kombineret med 800-1000 mg calcium hele året anbefales til:
· Personer over 70 år
· Personer i plejebolig og hjemmepleje, uanset alder
· Personer i øget risiko for knogleskørhed, uanset alder