Et graviditetsbesøg er et frivilligt tilbud til jer, der venter jeres første barn – eller til jer, der har behov for ekstra støtte i graviditeten. Besøget foregår i dit hjem, hvor der er ro til at tale om alt det, der fylder i tankerne, mens I venter på jeres barn.
Vores mål er at støtte jer i overgangen til forældreskabet – med nærvær, faglig viden og omsorg.
Hvad kan vi tale om?
Et graviditetsbesøg tager udgangspunkt i jeres ønsker og behov som kommende forældre. Sammen taler vi om det, der fylder for jer lige nu – både alt det, I glæder jer til, og det, der måske kan bekymre. Vi drøfter jeres forventninger til forældreskabet og de forandringer, der følger med, når man skal tage imod et lille nyt menneske.
Vi taler også om jeres tanker om barnet, og hvordan graviditeten har været indtil nu – både fysisk og følelsesmæssigt. Undervejs giver vi råd og støtte til de forberedelser, I skal i gang med, så I kan skabe trygge rammer for jeres barn og jer selv.
Samtalen kan handle om barnets behov i den første tid, om pleje og omsorg i hverdagen samt om amning eller anden form for ernæring – alt efter hvad der passer til jer og jeres familie.
Målet med besøget er at give jer viden, tryghed og støtte, så I kan føle jer godt rustet til at byde jeres barn velkommen.