Miljøvurdering

Før der træffes beslutninger om planer eller projekter, som kan få betydning for miljøet, skal der som udgangspunkt laves en miljøvurdering. Det gælder både for overordnede planer og programmer, samt for konkrete projekter.

Formålet med miljøvurdering er at sikre, at miljøet tænkes ind tidligt i beslutningsprocessen, så der kan tages hensyn til natur, miljø, klima og mennesker, inden en plan eller et projekt sættes i gang.

Ved at undersøge miljøpåvirkningerne tidligt og inddrage borgerne og myndigheder sikrer vi, at nye planer og projekter kan gennemføres på en bæredygtig og gennemtænkt måde – til gavn for både miljøet og samfundet.

Miljøvurderingsloven

Du finder miljøvurderingsloven og dets bilag 1 og 2 med oversigten over de projekter der er omfattet af miljøvurderingsloven her:

Gå til Retsinformation.dk

Du kan læse mere om miljøvurderinger, vejledninger til miljøvurderingsloven mv. på Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs hjemmeside

Nyttig viden om miljøvurderinger

En miljøvurdering er en vurdering af, hvordan et projekt eller en plan kan påvirke miljøet. Her ser man ikke kun på forurening, men på det brede miljøbegreb med mange forskellige faktorer, herunder:

  • Menneskers sundhed og trivsel
  • Natur og dyreliv
  • Vand, luft, jord og klima
  • Kulturarv, landskab og rekreative områder
  • Samspillet mellem de forskellige miljøpåvirkninger

En miljøvurdering giver ikke i sig selv svaret på om en plan eller et projekt skal gennemføres, men sikrer, at beslutningen træffes på et oplyst grundlag.

Et vigtigt element i processen er offentlighedens inddragelse – borgere, organisationer og myndigheder får mulighed for at komme med bemærkninger, inden den endelige beslutning træffes.

Miljøvurdering af planer og programmer

Denne type miljøvurdering sker på et tidligt stadie i planlægningsprocessen for dermed at sikre, at miljøhensyn allerede indgår i planlægning. En miljøvurdering omfatter således en vurdering af sandsynlige, væsentlige miljøpåvirkninger ved gennemførelse af en plan eller et program. Miljøvurderingen foregår altså på niveauet før projektniveauet.

Visse planer og programmer skal screenes for miljøvurderingspligt for at afgøre, om der er behov for en fuld miljøvurdering. Hvis planen vurderes at kunne påvirke miljøet væsentligt, gennemføres en miljøvurdering med høring og offentlig indsigt.

Miljøvurdering af konkrete projekter

Mange større bygge- og anlægsprojekter skal miljøvurderes inden bygherren får tilladelse til at påbegynde projektet. Miljøvurderingsprocessen indebærer blandt andet, at der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport for projektets forventede, væsentlige påvirkninger på miljøet. Rapporten sendes i offentlig høring, hvor borgere, organisationer og myndigheder kan give deres input. Når høringsperioden er slut, vurderer kommunen rapporten og kan herefter give en tilladelse, hvis projektet lever op til kravene. Først da må arbejdet sættes i gang.

Andre oftest mindre projekter skal screenes for miljøvurderingspligt, så kommunen kan vurdere, om projektet kan have væsentlige miljøpåvirkninger. Hvis det ikke kan udelukkes, at der vil ske en væsentlig påvirkning, iværksættes en fuld miljøvurdering.

De typer projekter som enten skal screenes for miljøvurderingspligt eller igennem hele miljøvurderingsprocessen fremgår af miljøvurderingslovens bilag 1 og 2.

Bornholms Regionskommune er miljøvurderingsmyndighed for planer og programmer, samt projekter i kommunen, dog med enkelte undtagelser.

Bygherre, der ønsker at etablere et projekt omfattet af miljøvurderingsloven, skal indsende en skriftlig ansøgning til kommunen.

Projekter må ikke påbegyndes, før kommunen skriftligt har meddelt, at projektet ikke kræver miljøvurdering, eller hele miljøvurderingsprocessen er gennemført, og der er givet tilladelse.

Kontakt

Er du i tvivl om dit projekt eller din plan er omfattet af miljøvurderingsloven, eller har du andre spørgsmål hertil, bedes du sende en mail til

miljoevurdering@brk.dk

Ansøgningsskema om screening

Er dit projekt omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2 skal du indsende en ansøgning om screening for miljøvurderingspligt.

Ansøgningsskema