Regnskabet
Regnskabsresultatet viser, om kommunen har brugt flere eller færre penge, end der er budgetteret med og om der er flere udgifter end indtægter eller omvendt.
Et overskud kan betyde, at der har været behov for færre midler eller at der er aktiviteter, som ikke er gennemført i regnskabsåret. Overskud kan overføres til det kommende år, til brug for gennemførsel enten af ekstra indsatser eller til aktiviteter, der er udskudt eller tilføres kassebeholdningen.
Et underskud kan betyde, at der har været behov for flere midler end forudsat eller at der ikke er kommet alle de indtægter, der var regnet med. Det kan også betyde, at nogle aktiviteter er udført tidligere end først planlagt. Underskud kan enten finansieres af kassen eller overføres til det kommende år, hvor det skal indhentes i form af fx besparelser.
I april tager Økonomi-, Erhvervs- og Planudvalget stilling til overførslerne fra året før og disse indarbejdes i årets budget.
Regnskabet godkendes af kommunalbestyrelsen i juni.
Kommunens regnskaber
Det årlige regnskab udarbejdes ved regnskabsårets afslutning. Kommunens regnskabsår følger kalenderåret.
Regnskabet fremlægges til politisk godkendelse. I sagen fremlægges årsregnskabet, bemærkninger til årsregnskabet og revisionsberetningen.
I fanerne herunder finder du årsregnskab og regnskabsbemærkninger for det enkelte år.
Inden 1. maj 2026 skal kommunalbestyrelsen i henhold til styrelsesloven afgive regnskabet for 2025 til revisionen, hvorefter revisionen udarbejder en beretning.
Årsregnskab og revisionsberetning skal i henhold til Styrelsesloven være godkendt af kommunalbestyrelsen inden udgangen af august måned.
Godkendelsen af BRK´s årsberetning og regnskab for 2025 forventes at finde sted på Kommunalbestyrelsens møde den 25. juni 2026.
Bemærkninger til regnskab 2024
Regnskabsresultatet for 2024 er endeligt opgjort med et overskud på 17,5 mio. kr., mod et oprindeligt budgetteret overskud på 41,7 mio. kr.
Regnskabsresultatet dækker over mer- og mindreforbrug på de enkelte områder i forhold til det budget, som kommunalbestyrelsen vedtog i efteråret 2023.
Regnskabsresultatet for den ordinære drift ekskl. forsyningsvirksomheder (BOFA og klimatilpasningsprojekter) udviser et overskud på 112,6 mio. kr. imod et forventet overskud på 121,6 mio. kr. i det oprindelige budget.
På indtægtssiden er der samlet set en merindtægt på 8,7 mio. kr. i forhold til oprindeligt budget. Dette skyldes væsentligst den ordinære midtvejsregulering på netto 11,3 mio. kr.
På udgiftssiden er de væsentlige afvigelser sammenlignet med oprindelig budget på følgende
områder:
- Børn og Familie (merudgift på 6,9 mio. kr.)
- Uddannelse og beskæftigelse (mindre udgift på 18,9 mio. kr.)
- Vej, Park og Anlæg (merudgift på 5,5 mio. kr.)
- BAT (merudgift på 6,4 mio. kr.)
- BOFA (merudgift på 11,0 mio. kr.)
- Ældre (merudgift på 11,7 mio. kr.)
- Sociale ydelser (merudgift på 12,1 mio. kr.)
Der er afholdt anlægsudgifter (inkl. Jordforsyning) for 81,6 mio. kr. Det oprindelige budget havde et forventet forbrug på 85,1 mio. kr.
De politiske målsætninger for overskud på ordinær drift er et overskud på minimum 50 mio. kr., mens den politiske målsætning for anlægsudgifter er et niveau på minimum 30 mio. kr.
Begge målsætninger er dermed overholdt i 2024.
Regnskabet udviste en kassebeholdning pr. 31. december 2024 på minus 55,7 mio. kr., hvilket var et øjebliksbillede og allerede den 2. januar 2025 var saldoen i plus.
Den politiske målsætning for likviditeten er, at den gennemsnitlige kassebeholdning skal være minimum 75 mio. kr. Den gennemsnitlige kassebeholdning var ultimo 2024 på 148,3 mio. kr.
I regnskabsbemærkningerne, der er optrykt i særskilt bilag, fremgår detaljerede kommentarer til udviklingen fra oprindeligt budget til det korrigerede budget set i forhold til regnskabsresultatet på de respektive bevillinger.
Årsregnskab og regnskabsbemærkninger 2024
Bemærkninger til regnskab 2023
Bemærkninger til regnskab 2023:
Politiske målsætningers opfyldelse i regnskab 2023
Med et overskud på 33 mio. kr. på driften er målet om minimum 50 mio. kr. ikke opnået, men målet er nået for anlægsudgifterne med et forbrug på 72,4 mio. kr.