Beskyttelsesrum og bunkere på Bornholm

Bornholms Brandvæsen har myndighedsansvaret for beskyttelsesrum i Bornholms Regionskommune.

Bornholms Brandvæsen har samtidig ansvaret for udlejning af rum i betondækningsgrave – ofte kaldet bunkere – som i dag anvendes til andre formål i fredstid.

Det aktuelle trusselsbillede

Det generelle trusselsniveau i Danmark er lavt. Bornholms Brandvæsen følger dagligt udviklingen i tæt samarbejde med andre beredskabsmyndigheder, politiet og relevante samarbejdspartnere.

Det betyder, at betondækningsgrave og sikringsrum ikke er klargjort til brug her og nu. Hvis situationen ændrer sig, skal rummene klargøres inden for en tidsramme, som fastsættes af Forsvarsministeren.

Som myndighed har Bornholms Brandvæsen overblik over alle typer beskyttelsesrum i kommunen. Vi behandler blandt andet ansøgninger om ændret anvendelse eller nedlæggelse af sikringsrum, fx i forbindelse med renovering eller nybyggeri.

En mindre del af beskyttelsesrummene består af bunkere. Langt de fleste er sikringsrum, som findes i kældre under eksisterende bygninger. Du kan selv undersøge, om der er sikringsrum i din bygning ved at søge i BBR-registeret.

Typer af beskyttelsesrum

Sikringsrum er rum, som i fredstid anvendes til andre formål, men som på kort tid kan klargøres til beskyttelse, hvis Forsvarsministeren beslutter det.

Boligbyggerier opført mellem 1950 og 1994 er typisk indrettet med sikringsrum i kælderen. Det kan fx være kældre, depoter eller vaskekældre. Virksomheder fra samme periode med mere end 10 ansatte har ligeledes haft pligt til at etablere sikringsrum, ofte anvendt som lager eller depot i hverdagen.

For at et rum kan godkendes som sikringsrum, skal det blandt andet kunne modstå nedstyrtning fra bygningen ovenover.

Betondækningsgrave er offentlige beskyttelsesrum, der primært er etableret til trafikanter eller i områder, hvor kældre ikke har været egnede til beskyttelse. De findes i flere udformninger, for eksempel kuppelformede, firkantede eller rørformede.

I dag er mange af disse rum udlejet til øvelokaler eller andre kulturelle og kreative formål. I enkelte tilfælde kan rummene også lejes til opbevaring.

Betondækningsgravene findes kun i Rønne by.

Denne kategori omfatter for eksempel kældre eller andre større rum, der i fredstid har en anden funktion, men som hurtigt kan omstilles til beskyttelsesrum ved behov.

Supplerende beskyttelsesrum er kældre, som bygningsejeren – med visse forstærkninger – kan indrette til beskyttelsesrum.

Inddragelsen af enkelte supplerende offentlige beskyttelsesrum er allerede projekteret.

Kontakt

Bornholms Brandvæsen

56 92 21 00
brandvaesen@brk.dk

Nyttige links

Du kan finde generel og uddybende information om beskyttelsesrum hos

Styrelsen for Samfundssikkerhed