Snorrebakken et plejecenter i udkanten af Rønne. Plejecenteret består af fem farvede huse, og hvert hus har sin egen fællesdagligstue, spisestue og tv-stue.
Snorrebakken
Målgruppe
Det grå hus: Borgere med almen somatiske lidelser.
De farvede huse: Borgere med diagnosen demens, udviklingshæmmet og/eller psykiatriske lidelser.
Sådan er Snorrebakken indrettet
Det Grå hus: Huset er opdelt i fire blokke, som består af 15 lejligheder. Lejlighederne består af et tekøkken, stue, soveværelse og stort badeværelse. Der er fælles opholdsstue med køkken i hver blok.
Derudover er der i det grå hus et fælleshus, som forbinder de fire blokke. I fælleshuset er der en kiosk, som har åbent 1 gang ugentlig. Her kan borgeren købe de dagligvarer, de ønsker. Der er en klinik i fælleshuset forbeholdt omsorgstandplejen, og klinikken bruges desuden af frisør og fodterapeut. Beboerne har også i fælleshuset deres egen festsal. På første sal er der et stort aktivitetsrum
De farvede huse: De farvede huse består hver af 20 lejligheder fordelt på to blokke af ti lejligheder. Disse boliger er ikke beregnet til par. De består af et tekøkken, et større rum med mulighed for rumopdeling og et større badeværelse.
Blokkene er delt af et personalerum og indgangsparti. På hver side af personalerummet findes et fællesrum, der hører til den enkelte afdeling med tilknyttet køkken. Til hver blok findes også en udestue, som for eksempel kan bruges til beboerfødselsdage med pårørende.
Beboerne i de farvede huse har også mulighed for at benytte fælleshusets muligheder i det grå hus som kiosk, omsorgstandpleje og festsal.
Hverdagen på Snorrebakken
Vores medarbejdere har fokus på vores beboeres selvbestemmelse, og planlægger hverdagen sammen med og ud fra den enkelte beboers behov.
Vi har fokus på en aktiv og meningsfuld hverdag, hvor en tur i den friske luft skal være muligt for alle beboere samt kreativ beskæftigelse ved kognitive og fysiske aktiviteter. Vi har tilknyttet pædagoger, flexjobbere og husassistenter, som varetager daglige aktiviteter. Vi har to små busser, side-by-side cykler og rickshaws, som vi kan benytte til ture ud af huset.
Vi laver alt mad i køkkenerne. Den varme mad serveres til frokost og smørrebrød til aftensmåltid.
Hvem er vi?
Vi arbejder for et fælles levende Snorrebakken med det gode ældreliv i centrum. Vi arbejder på tværs af husene fra lederniveau og hele vejen igennem organisatorisk på hele plejecenteret. Vi sparrer fagligt på tværs og arbejder i faste teams med vores fælles tilknyttede tværfaglige samarbejdspartnere som sygeplejersker og terapeuter og Myndighed. Vi har medarbejdere med nøgleopgaver, som også samarbejder tværs af husene.
Vi er fem ledere. To ledere i det grå, og en leder i hver af de farvede huse.
Vores faste plejepersonale består af social- og sundhedsassistenter- og hjælpere. Derudover har vi ufaglært personale, elever og studerende tilknyttet som tilkaldevikarer.
Vi har administrativt personale, samt servicepersonale, som dækker opgaver på tværs af hele Snorrebakken.
Tilsynsrapporter
Nyeste tilsynsrapporter
Kommunal tilsyn
Kommunalt tilsyn Snorrebakken EF marts 2024
Kommunalt tilsyn Snorrebakken AB oktober 2024
Kommunalt tilsyn Snorrebakken GH og IJ november 2023
Kommunalt tilsyn Snorrebakken CD oktober 2023
Sundhedsfagligt tilsyn
Sundhedsfagligt tilsyn Snorrebakken AB og CD november 2021
Hvem kan få en plejebolig?
Du kan komme i betragtning til en plejebolig, hvis du har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og dit behov for pleje og støtte ikke længere kan dækkes i din egen bolig.
Når kommunen vurderer din ansøgning, ser vi på, om andre muligheder allerede er afprøvet i dit hjem.
Det kan for eksempel være:
- mere hjemmehjælp
- nødkald
- hjælpemidler
- dagcenteraktiviteter
- andre støttende tilbud
Høj alder, ensomhed eller det forhold, at boligen - og opgaverne omkring boligen er blevet for stor for , er ikke i sig selv nok til at få en plejebolig.
Du kan læse mere i den politisk vedtagne kvalitetsstandard for plejeboliger.
Hvordan søger jeg om en plejebolig?
Hvis du ikke længere kan bo i dit eget hjem, kan du søge om en plejebolig ved at kontakte visitatorerne i Myndighed i Center for Sundhed og Omsorg.
Ansøgning om plejebolig skal altid sendes til den kommune, hvor du bor – også selvom du ønsker en plejebolig i en anden kommune.
Hvordan behandles min ansøgning?
En visitator vil tale med dig om din situation, og du skal udfylde et ansøgningsskema. Visitatoren laver herefter en samlet vurdering af dine behov og tager stilling til, om du opfylder kriterierne for en plejebolig.
Visitatoren laver en indstilling til visitationsudvalget, som træffer den endelige afgørelse.
Visitationsudvalget holder normalt møde hver 14. dag, og du får skriftlig besked om afgørelsen.
Kan jeg selv vælge, hvor jeg vil bo?
Hvis du bliver godkendt til en plejebolig, har du ret til selv at vælge, hvilken plejebolig du ønsker. Der kan dog være ventetid, da ledige boliger tilbydes de borgere, som har det største behov her og nu.
Hvis du ønsker en bestemt plejebolig eller et bestemt plejecenter, må du forvente længere ventetid. Hvis kommunen ikke kan tilbyde den ønskede bolig med det samme, bliver du skrevet på venteliste. Det koster ikke noget at stå på venteliste.
Plejeboliggaranti
Hvis du søger plejebolig hurtigst muligt og er åben for alle plejeboliger i kommunen, er du omfattet af plejeboliggarantien. Det betyder, at kommunen skal tilbyde dig en plejebolig senest to måneder efter, du er blevet godkendt.
Kontakt
Center for Sundhed og Omsorg
Plejecenter Snorrebakken
Snorrebakke Allé 5
3700 Rønne
Telefon 56 92 27 00
Mail: snorrebakken@brk.dk
Hvis din henvendelse indeholder personfølsomme oplysninger, skal du rette henvendelse via Send Digital Post.
Det Grå Hus, AB, CD:
Telefon 56 92 27 00
Leder: Lissy Holm Madsen og Katja Bornack Lenz Madsen
Det Røde Hus EF:
Telefon 56 92 27 71 eller 56 92 27 75
Leder: Zandra Mikkonen Brinkmann
Det Hvide Hus GH:
Telefon 56 92 27 81 eller 56 92 27 85
Leder: Mette Sode Hansen
Det Gule Hus IJ:
Telefon 56 92 27 91
Leder: Christiane Larsen