Godkendt af Kommunalbestyrelsen d. 12. oktober 2023.
Velkommen til Bornholms Regionskommunes værdighedspolitik. Denne politik bygger på et tidligere fokus på værdighed på ældreområdet til nu at spænde over en bredere borgergruppe indenfor (voksen)velfærdsområdet og dermed også at favne borgere med handicap.
Politikken indeholder:
- Historik
- Begreber
- Sammenhæng med Ældrepolitik og Handicappolitik
Historik
I 2016 vedtog Folketinget, at kommunerne skal have en værdighedspolitik på ældreområdet. På den baggrund blev Bornholms Regionskommunes eksisterende ældrepolitik udvidet med værdighedselementet i tråd med Bekendtgørelse om
værdighedspolitikker for ældreplejen.
Bekendtgørelsen fastsætter en ramme for, hvad værdighedspolitikken skal beskrive. Der er således rammer og krav for værdighedselementet på ældreområdet, som siden 2016 har været opfyldt af kommunens Ældrepolitik – en værdig ældrepleje.
I pejlemærkerne for 2022-2025 ønskede Social- og Sundhedsudvalget, at Center for Ældre i samarbejde med Center for Psykiatri og Handicap udarbejdede en tværgående værdighedspolitik for hele voksenområdet. Resultatet er denne tværgående værdighedspolitik for støtte og pleje til voksne inden for velfærdsområdet. Politikken fungerer derfor som en paraply for kommunens ældrepolitik og handicappolitik.
Begreber
Værdighed løber som en rød tråd gennem FN’s handicapkonvention, Serviceloven og kommunens Ældrepolitik og Handicappolitik, med emner som respekt for forskellighed, autonomi og frihed til at træffe egne valg.
Værdighedspolitikken beskriver hvordan kommunens velfærdsområde kan understøtte følgende elementer i forhold til plejen af og omsorgen for den enkelte borger:
- Livskvalitet
- Selvbestemmelse
- Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen
- Mad og ernæring
- En værdig død
- Pårørende
- Bekæmpelse af ensomhed
Begreberne er en naturlig og bærende del af støtte og pleje til borgere, som får ydelser
fra velfærdsområderne i kommunen. Det sker bl.a. ved, at kommunen:
- Skaber mulighed for, at der er plads til individuel livsførelse.
- Respekterer borgerens ret til at bestemme selv, samtidig med at omsorgspligten ikke tilsidesættes.
- Giver borgerne mulighed for at øge deres selvhjulpenhed og selvbestemmelse gennem rehabiliterende og recovery-orienterede arbejdsformer.
- Giver mulighed for at benytte relevante hjælpemidler, så borgeren, så vidt som muligt, kan klare sig selv.
- Inddrager alle relevante faggrupper og bruger bedste viden og metoder til vejledning, støtte og pleje.
- Tager udgangspunkt i den enkeltes behov og tilrettelægger indsatsen med fokus på at skabe sammenhæng i vejledning, støtte og pleje – også mellem forskellige sektorer, f.eks. fra sygehus til eget hjem.
- Tilrettelægger måltider og ernæring med øje for individuelle behov.
- Skaber rammer, som understøtter at livets afslutning er værdig, tryg og så vidt muligt smertefri. Der prioriteres tid for at den døendes ønsker imødekommes.
- Ser pårørende som en mulig ressource og samarbejdspartner omkring
borgeren. - Prioriterer at opspore og afhjælpe ensomhed blandt ældre borgere.
Sammenhæng med Ældrepolitik og Handicappolitik
Med værdighedselementets udspring af ældreområdet, har nogle af emnerne en stærkere orientering mod ældre borgere end andre. Men som paraply sætter politikken en overordnet retning for hvordan værdighedselementet er tænkt ind i både politikker og indsatser på velfærdsområderne. Det gælder derfor for denne politik, at værdighed er tænkt ind i velfærdsområdet på tværs.
Input til værdighedspolitikken kommer dels fra ældrepolitikken, som forholder sig direkte til bekendtgørelsen og dels fra arbejdet med revidering af handicappolitikken, hvor værdighed var ét af emnerne, da repræsentanter på både handicap- og ældreområdet gav deres input til den reviderede Handicappolitik (godkendt november 2022).