Udbudsfasen af den nye løsning er nu gennemført, og en leverandør til opgaven er fundet. Den nye løsning vil derfor blive udrullet og implementeret i løbet af 2026.
Nødkald og personalesikring er en essentiel del af Bornholms Regionskommunes pleje af ældre, handicappede og syge samt en vigtig sikkerhedsordning for kommunens ansatte. Det er derfor vigtigt at sikre en god og sikker nødkalds- og personalesikringsservice, så både borgere og ansatte kan være trygge i hverdagen.
Nødkald og personalesikring involverer flere fagcentre og afdelinger i Bornholms Regionskommune. Implementeringen af den nye løsning indebærer udskiftning af nødkald hos borgere tilknyttet hjemmeplejen, på plejeboligområdet, botilbud og rehabiliteringscenteret. Det betyder nye nødkaldsenheder hos over 1.000 borgere på tværs af plejeboliger og eget hjem. Derudover får udvalgte medarbejdergrupper, som noget nyt, også nødalarmer.
Hvad betyder det for berørte borgere og ansatte?
Borgere der i dag har et nødkald i deres hjem, vil i løbet af 2026 få deres enheder udskiftet og blive introduceret til den nye løsning. De berørte borgere vil få besked via deres e-Boks (eller fysisk brev, hvis borgeren er fritaget fra digital post) om, hvad det betyder for dem, og hvornår de kan forvente udskiftning. Det er ansatte fra Hjælpemidler, som står for opgaven med udskiftningen af nødkald i borgerens hjem.
Udvalgte medarbejdere i udsatte positioner vil blive udstyret med en alarm, der kan gøre medarbejderne mere trygge i deres daglige arbejde. Denne alarm kan aktiveres, hvis medarbejderen får brug for det. Herved sendes der et signal med lokation til eget team, der har mulighed for at reagere. Derved kan medarbejderne med tryghed fortsat løfte de essentielle opgaver hos borgerne.
Udbud af ny nødkalds- og sikringsløsning
Det har været vigtigt for Bornholms Regionskommune at tilrettelægge en udbudsproces, der har skabt et solidt grundlag for valg af en ny nødkalds- og personsikringsløsning, inden for rammerne af de offentlige udbudsregler:
"Jeg er glad for, at vi er nået i mål med at finde den bedste leverandør på markedet ud fra vores udbudskriterier. Det tager tid at køre en grundig udbudsproces, men nu er vi nået dertil, hvor vi skal i gang med at udrulle nødkald og sikringsløsningen. Vi har gjort vores ypperste for at kvaliteten står mål med vores krav, og borgere og medarbejdere kan være helt trygge ved den valgte løsning", udtaler Trine Dorow, velfærdsdirektør i Bornholms Regionskommune.
To etablerede leverandører endte med at aflevere endelige tilbud på en nødkalds- og personalesikringsløsning til Bornholms Regionskommune. Ud af disse to fandt man, at den bedste løsning blev leveret af Tunstall A/S.
Tunstall A/S er en etableret kommunal leverandør af velfærdsteknologi i form af nødkald, demenssikring, personalesikkerhed og andre digitale løsninger, som skaber tryghed bl.a. for borgere og personale på det kommunale velfærdsområde.
Tunstall A/S har over 65 års erfaring og arbejder internationalt med at levere personcentreret, datadrevet omsorg til mere end fem millioner mennesker. Herunder har virksomheden leveret nødkaldsløsninger til Bornholms Regionskommunes sundheds- og omsorgsområde de seneste mange år.
Med det gennemførte udbud sikres Bornholms Regionskommune Tunstalls nyeste teknologi på området.
Implementeringen af den nye løsning gennemføres i faser for at sikre systematik og høj kvalitet. Indledningsvist implementeres personalesikringen for medarbejdere, hvorefter der fokuseres på udskiftning af nødkald hos borgerne.