Valg til Folkeoplysningsudvalget

Folkeoplysende foreninger, aftenskoler og selvorganiserede grupper inviteres til valg af repræsentanter til Folkeoplysningsudvalget 2026-2029.

Vil du eller din forening have indflydelse på rammerne for forenings- og fritidslivet på Bornholm?

I så fald er der mulighed for at blive medlem af Folkeoplysningsudvalget for perioden 2026 – 2029.

Valget finder sted

Onsdag den 4. marts kl. 19.00 
Snorrebakken 66
Rønne

Hvem søger vi?

Der skal vælges op til 9 repræsentanter for godkendte folkeoplysende foreninger. Heraf kan der vælges én repræsentant for selvorganiserede grupper.

Folkeoplysningsudvalgets opgaver er blandt andet:

•    At formulere kommunens regler for tilskud til foreningslivet. 
•    At afgive forslag til kommunalbestyrelsen om budgettet til området. 
•    At fordele tilskud til de enkelte foreninger jf. de fastsatte tilskudsregler 
•    At udøve tilsyn og kontrol om tilskud er anvendt i overensstemmelse med de fastsatte regler. 
•    At have ansvar for information og rådgivning til foreningslivet.

Folkeoplysningsudvalget afholder 4-5 møder om året.

Udvalgsmedlemmer kan derudover indgå i ad hoc udvalg, som nedsættes til konkrete opgaver.

Læs mere om valget og hvordan det foregår her i valgfolderen.

Valg af medlemmer og tilforordnet til Folkeoplysningsudvalget

Hermed indkaldes til valg af medlemmer og tilforordnede til Folkeoplysningsudvalget i Bornholms Regionskommune. 

Valgmødet afholdes:

Onsdag den 4. marts kl. 19.00 i mødelokalerne, Snorrebakken 66, 3700 Rønne. 

Der indbydes 

  • Repræsentanter for samtlige godkendte folkeoplysende foreninger.
  • Ledere, lærere og personale inden for voksenundervisningen
  • Repræsentanter for selvorganiserede grupper 

Alle foreninger får tilsendt brev herom – selvorganiserede grupper inviteres via dagspressen.

Valg af medlemmer

Der skal vælges 9 medlemmer i alt:

2 medlemmer fra foreninger, der tilbyder folkeoplysende voksenundervisning
3 medlemmer fra idrætsforeninger
3 medlemmer fra øvrige foreninger (ikke-idræt),
heraf kan 1 medlem vælges fra selvorganiserede grupper
1 medlem fra de lokale handicapforeninger

Ved en forening for handicappede forstås en forening, der hovedsagelig tilbyder folkeoplysende virksomhed til handicappede.

For hvert medlem vælges mindst én eller i prioriteret rækkefølge flere stedfortrædere.

Der er ikke krav om, at de personer, der opstilles til Folkeoplysningsudvalget

  • er medlem af foreningen
  • er over 18 år eller
  • har bopæl i kommunen.

Personer, der har bopæl i kommunen, har pligt til at modtage valg (borgerligt ombud)

Valghandlingen

Deltagerne i valgmødet opdeles i fire valggrupper:

•    Voksenundervisning 
•    Idrætsforeninger         
•    Øvrige foreninger og selvorganiserede grupper
•    Handicapforeninger    

Valggrupperne placeres i hvert sit valglokale, hvor de selv forhandler det aktuelle antal kandidater til posterne på plads – inklusive stedfortrædere.

Jf. bestemmelser i Ligestillingsloven skal der principielt opstilles lige antal kvinder og mænd.

Kandidaterne opstilles på valgmødet. Kun foreninger, der er repræsenteret på valgmødet kan deltage i valghandlingen, men kandidater behøver ikke være til stede på mødet.

Ved enighed om udpegning af medlemmer i de respektive grupper afholdes ikke valghandling.

Hvis der ikke opnås enighed om udpegning af medlemmer i de respektive grupper, afholdes valget således:

1.    Valgstyrer udbeder sig forslag til kandidater
2.    På den udleverede stemmeseddel anføres det antal personer, der skal vælges for det respektive område
3.    De personer, der har fået flest stemmer, er valgt

Valgresultatet indstilles til kommunalbestyrelsens godkendelse.

Valg af stedfortrædere

Ved enighed om udpegning af personlige stedfortrædere i de respektive grupper afholdes ikke valghandling.

Hvis der ikke opnås enighed om udpegning af personlige stedfortrædere i de respektive grupper afholdes valget således:

1.    Valgstyrer udbeder sig forslag til kandidater.
2.    Der vælges mindst 1 og højest 2 stedfortrædere for hvert medlem.
3.    På stemmesedlerne (for hvert medlem) skal anføres 2 navne, som personlig stedfortræder for det valgte medlem
4.    Den der får flest stemmer er valgt som stedfortræder nr. 1, den der får næst flest stemmer er valgt som nr. 2.

Hvis der ikke opstilles det nødvendige antal kandidater, udpeges medlemmer og stedfortrædere af Bornholms Regionskommunes Kommunalbestyrelse.

Valg af tilforordnet

Valg af 1 tilforordnet for ledere, lærere og personale for voksenundervisning afholdes umiddelbart efter valg af medlemmer. Derudover vælges mindst 1 og højest 2 stedfortrædere. 

Ved afstemningen tillægges de fremmødte repræsentanter stemmeret, dog maks. én (1) stemme pr. forening.

For begge valg gælder, at valgperioden er fra 1. maj 2026 til 31. december 2029 - dog indtil udgangen af den måned, hvori nyvalg til Folkeoplysningsudvalget for den efterfølgende periode har fundet sted.

Kontakt

Kultur og Fritid
kf@brk.dk