Kvalitetsstandard - Særlig kontaktperson til døvblinde

Serviceloven § 98. Godkendt af Social- og Sundhedsudvalget d. 4. maj 2015.

Bornholms Regionskommunes serviceniveau tager udgangspunkt i serviceloven og Bornholms Regionskommunes handicappolitik. Derudover bygger serviceniveauet på en række bærende principper, samt konkrete faglige tilgange. 

En kvalitetsstandard er kommunalbestyrelsens redskab til at skabe sammenhæng mellem det politisk fastsatte serviceniveau og de ydelser, borgerne modtager. Kvalitetsstandarderne er et fælles redskab for både myndighed og udførere. Sagsbehandlerne bruger kvalitetsstandarderne til at lave visitationer, der lever op til det politisk besluttede serviceniveau. Det vil sige, at kvalitetsstandarderne bliver brugt som led i den sagsbehandling, der fører frem til myndighedsafgørelsen, jævnfør lovgivningen på området. Afgørelsen vil altid blive lavet med udgangspunkt i gældende lovgivning og praksis samt en konkret og individuel vurdering.

Læsevejledning
På denne side får du først et overblik over hvilke værdier, principper og faglige tilgange Bornholms Regionskommune arbejder efter på området. Herefter kan du læse om, hvordan du bliver visiteret til en ydelse, og hvad kommunen ser på i vurderingen.

Til sidst finder du de punkter, som udgør selve kvalitetsstandarden. Her står der, hvilket serviceniveau du kan forvente — fx hvad tilbuddet indeholder, hvordan det tilrettelægges, og hvilke rammer, der gælder.

Brug søgefeltet herunder til hurtigt at finde det, du leder efter. 

Servicelovens § 98: "Kommunalbestyrelsen skal i fornødent omfang tilbyde hjælp i form af en særlig kontaktperson til personer, som er døvblinde."

Socialministeriets vejledning nr. 10 af 15. februar 2011 om særlig støtte.

Bornholms Regionskommunes Handicappolitik bygger på en vision om at leve op til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Formålet med handicappolitikken er at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap trives og kan tage del i samfundslivet på Bornholm på lige fod med andre borgere. Bornholms Regionskommune arbejder ud fra følgende værdier:

  • Helhed og sammenhæng
    Helhed og sammenhæng i livet for den enkelte gennem en koordineret indsats.
  • Indflydelse og inddragelse
    Indflydelse på eget liv og inddragelse i alle beslutninger af betydning for den enkelte.
  • Lige muligheder
    Deltagelse i enhver del af det bornholmske samfundsliv.
  • Tilgængelighed
    Fysisk, psykisk og social tilgængelighed.
  • Respekt og værdighed
    Respekt for forskellighed og accept af mennesker med handicap som en naturlig del af det bornholmske samfund.

Psykiatri- og handicapområdet i Bornholms Regionskommune arbejder ud fra disse bærende principper:

  • Nærhed
    Bornholms Regionskommune tilbyder, så vidt muligt, tilbud i nærmiljøet og det tilstræbes, at beslutningerne træffes så tæt på borgeren som muligt.
  • Forebyggelse
    Bornholms Regionskommune arbejder opsøgende og forebyggende og altid med henblik på at inddrage borgeren, for derved at støtte op om mulighederne for selvbestemmelse og medindflydelse.
  • Helhedsorientering, sammenhæng og kontinuitet
    Indsatsen skal være præget af kontinuitet, og indsatsen skal tage højde for den enkelte borgers livsforløb.
  • Fleksibilitet
    Tilbuddene skal være fleksible, så de løbende kan tilpasses borgernes varierede behov.
  • Kompensationsprincippet
    Bornholms Regionskommunes indsats ydes på grundlag af kompensationsprincippet, hvor formålet med indsatsen er at afhjælpe eller begrænse konsekvenserne af borgerens handicap mest muligt.
  • LEON-princippet
    Bornholms Regionskommune arbejder ud fra LEON-Princippet, som står for ”Laveste-Effektive-Omkostnings-Niveau”. Udgangspunktet er, at borgerne får den støtte og hjælp som de lige præcis har behov for, hverken mere eller mindre.

Recovery-orienteret rehabilitering er en faglig tilgang, der har fokus på at styrke borgernes muligheder for at komme sig og/eller leve et så meningsfuldt og selvstændigt liv som muligt.

Målet med at arbejde recovery-orienteret rehabiliterende er at understøtte borgerens personlige recoveryproces, og det er centralt i samarbejdet, at den faglige medarbejder har fokus på, at borgeren bevarer kontrollen i eget liv. Når borgeren oplever sig mødt, set, hørt og hjulpet af medarbejderen, kan rehabiliteringsindsatsen defineres som recovery-orienteret rehabilitering.

Der er formuleret otte retningsgivende principper, der tilsammen beskriver en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang. 

Principperne er tæt forbundne og beskriver tilsammen en praksis, hvor den enkeltes håb, ønsker og drømme er omdrejningspunktet for den støtte, borgeren tilbydes. 

De otte principper er:

  1. Tag udgangspunkt i borgernes håb, ønsker og drømme
  2. Fokusér på borgernes ressourcer
  3. Inddrag borgernes selvvalgte netværk og almene fællesskaber
  4. Mød borgerne med åbenhed, tillid og respekt
  5. Hjælp borgerne så tidligt som muligt
  6. Arbejd koordineret med borgernes samlede livssituation
  7. Følg op, så indsatsen altid er den rette
  8. Brug viden og metoder, der virker

Borgere over 18 år, som er funktionelt døvblinde.

Målgruppen omfatter ikke:

Borgere, der har behov, som er omfattet af anden lovgivning efter Lov om social service §§ 85, 95, 96, 97, 107 og 108.

Formålet med kontaktpersonordningen er, at give den døvblinde mulighed for en særlig form for hjælp, i fornødent omfang, der kan medvirke til at bryde isolation, samt bidrage til at den pågældende kan leve så normalt som muligt, på trods af svære kommunikationshandicap og massivt ledsagebehov.

Borgeren skal have en kombineret syns- og hørenedsættelse i så alvorlig grad, at der er tale om funktionel døvblindhed.

Det er borgeren, der bestemmer, hvordan kontaktpersonordningen skal anvendes.

Kontaktpersonordningen kan fx omfatte:

  • Besøg hos den døvblinde med henblik på samtale, læsning af post mv.
  • Ledsagelse til indkøb, fritids- kulturelle- og sociale aktiviteter, ture i naturen mv.
  • Ledsagelse til møder med myndigheder, læge, tandlæge
  • Ledsagelse ved besøg hos venner og familie og på rejser.

Støtte udmåles efter en individuel vurdering af behov. I udmålingen skal timer til nødvendig løbende uddannelses- og kursusforløb til kontaktpersonen indgå.

Det er ikke muligt at gemme/spare timer op til senere brug.

Der kan som udgangspunkt maksimalt bevilges 50 puljetimer om året pr. ordning, til aktiviteter som fx ferie, kurser, lejrophold, hvis kontaktpersonens tilstedeværelse er nødvendig.

Center for Familie- og Voksenindsatser genvurderer ydelsen årligt, samt ved ændringer i borgerens behov.

Personlig og praktisk bistand efter servicelovens § 83.

Hvis borgeren ikke har andre foranstaltninger end kontaktpersonordningen, tilbydes borgeren kun en handleplan efter servicelovens § 141, hvis særlige omstændigheder gør sig gældende.

Center for Familie- og Voksenindsatser træffer afgørelse om kontaktpersonordning.

Det skal være veldokumenteret, at borgeren tilhører målgruppen for kontaktpersonordning, fx i form af statuserklæring fra læge, ørelæge eller øjenlæge.

Der ydes ikke ledsagelse efter servicelovens § 97 til borgere, der har kontaktpersonordning.

De enkelte sagsbehandlingsfrister er fastsat af Bornholms Regionskommune med hjemmel i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 3. Behandling af spørgsmål om hjælp skal ske så hurtigt som muligt. Sagsbehandlingstiden starter ved modtagelse af borgers ansøgning.

Der kan være særlige situationer, hvor sagsbehandlingsfristen ikke kan overholdes. Det kan fx være i forbindelse med indhentning af lægepapirer, udredninger eller lignende. Hvis en sagsbehandlingsfrist ikke kan overholdes, vil borgeren få skriftlig besked samt oplysning om, hvornår der kan forventes en afgørelse.

Som udgangspunkt anvendes den kommunale leverandør. I særlige tilfælde kan private leverandører komme betragtning.

Borgeren har mulighed for selv at udpege sin kontaktperson, som herefter godkendes, ansættes og aflønnes af Bornholms Regionskommune.

Hvis borgeren ikke selv ønsker at udpege sin kontaktperson, udpeger Center for Familie- og Voksenindsatser denne.

Der kan efter ansøgning bevilges supervision og undervisning af kontaktpersonen i Center for Døve. Der kan maksimalt bevilges 30 timer om året til opkvalificering for kontaktpersoner med erfaring på området og 50 timer for nyansatte kontaktpersoner.

Borgeren skal ikke betale for ordningen.

Borgeren afholder sine egne udgifter til transport, entré og lignende i forbindelse med de aktiviteter, som borgeren deltager i sammen med kontaktpersonen.

Borgeren kan ansøge om hjælp til at få dækket kontaktpersonens udgifter til deltagelse i aktiviteter, transport, ophold, ferie mv., hvis kontaktpersonens tilstedeværelse skønnes nødvendig. Dog ikke hvis udgifterne kan dækkes på anden måde, fx gennem DSB-ledsagerkort eller andre typer af ledsagerkort.

Kontaktpersonen kan deltage i ferierejser til udlandet, hvis det skønnes nødvendigt for at gennemføre ferien, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1296 af 15. december 2011.

Ved ansøgning om følgeudgifter vil det i hvert enkelt tilfælde blive vurderet i hvilket omfang pleje- eller bistandstillægget skal indgå som betaling for udgiften. Det skal gøres for at sikre, at samme behov ikke bliver dækket to gange.

Center for Familie- og Voksenindsatser træffer afgørelse om kontaktpersonordning for døvblinde efter servicelovens § 98 efter vurdering af borgerens ansøgning.

Sagsbehandler i Center for Familie- og Voksenindsatser fremsender en skriftlig afgørelse, hvoraf begrundelse, formål og mål med den bevilligede indsats fremgår.

Klage over afgørelsen kan ske mundtligt eller skriftligt til Center for Familie- og Voksenindsatser i Bornholms Regionskommune.

Klagen skal være modtaget senest 4 uger efter modtagelse af afgørelsen.

Når klagen er modtaget, vil sagen blive vurderet igen. Hvis afgørelsen ændres, gives besked inden 4 uger.

I modsat fald sendes klagen inden 4 uger sammen med sagens øvrige oplysninger til Ankestyrelsen.