Støj defineres som uønsket eller generende lyd, der kan påvirke vores sundhed og velvære eller forsage forstyrrelser i miljøet. Støj kan stamme fra forskellige kilder - vejtrafik, industrielle aktiviteter eller din nabo. Som borger kan det være svært at vide hvordan man skal håndtere forskellige former for støj.
Støj og støjgener
I Bornholms Regionskommune er vi engageret i at minimere støjforurening og skabe et behageligt miljø for alle. Derfor har vi her samlet en håndfuld gode råd – både for dig der er generet af støj og dig, der forsøger at minimere støj.
Vil du klage over støj til kommunen?
Klager over vedvarende larm fra virksomheder og kommunale institutioner skal rettes til kommunen.
Klager over generende støj fra veje, lufthavne, havne og andre trafikanlæg skal rettes mod den myndighed, som har ansvaret for det pågældende trafikanlæg.
Det er tilladt at have et begrænset antal husdyr, selvom man bor i byen. Dyrene må dog ikke larme urimeligt meget. Klager over naboens husdyr skal rettes til kommunen, der også kan oplyse, hvilke og hvor mange dyr, naboen må have på sin grund.
Ved nabostøj anbefales det i første omgang at gøre naboen opmærksom på, at støjen generer dig. Hjælper det ikke at snakke med naboen, kan du indgive en klage til kommunen.
Du skal være opmærksom på, at din klage er omfattet af reglerne om aktindsigt og ikke er anonym. Det betyder, at andre kan se, hvem der klager og hvad der klages over. Det gælder både for mundtlige og skriftlige klager.
Du kan klage ved at indsende skemaet herunder til Støj-gruppen i Center for Natur, Miljø og Fritid, Skovløkken 4 Tejn, 3770 Allinge eller via email:
Til dig der forsøger at håndtere støj
I kommunerne arbejdes der med begrebet "væsentlige gener". Det vil sige, at Bornholms Regionskommune kan gribe ind hvis en støjgene konstateres som væsentlig. For at finde ud af om en støjgene er væsentlig, vil kommunen som udgangspunkt foretage en orienterende støjmåling. Resultatet af støjmålingen vil blive holdt op imod Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser. Er måleresultatet under de vejledende støjgrænser, vil støjgenerne blive betragtet som en "ikke væsentlig gene".
Læs mere om de vejledende støjgrænser på Miljøstyrelsens hjemmeside
Skal du afholde et udendørs musikarrangement?
Musikarrangementer giver liv i byerne og er vigtige for det bornholmske kultur- og handelsliv. Men samtidigt kan udendørsarrangementerne give anledning til støjgener hos naboerne. Det er derfor vigtigt, at der i forbindelse med arrangementernes afvikling træffes en række foranstaltninger, for at imødegå disse gener.
Bornholms Regionskommune har udarbejdet en lokal forskrift med generelle regler for udendørs musikarrangementer på Bornholm:
Forskrift for udendørs musikarrangementer
Alle musikarrangementer skal anmeldes til kommunen via mailen:
Arrangementer der ikke kan overholde forskriften, kræver desuden en dispensation før de kan afholdes.
Midlertidige bygge- og anlægsarbejder
Hvis et bygge- og anlægsarbejde finder sted i nærheden af beboelse, kan det ikke undgås, at det vil medføre gener i form af støj eller støv.
Bornholms Regionskommune har udarbejdet en lokal forskrift, som har til formål at begrænse de gener, der kan opstå i forbindelse med midlertidige bygge- og anlægsarbejder. Dette gøres bl.a. ved at fastsætte tidsperioder, hvori det støjende arbejde kan foregå.
Læs kommunens lokale forskrift om bygge- og anlægsarbejder her
Generelt om støjforurening og nabostøj
Trafikstøj
Det mest udbredte støjproblem i boligområder er trafikken på vejene. Der er ingen øvre grænse for, hvor meget trafikken må støje i nærheden af eksisterende boliger. Nybyggede boliger må højst være udsat for et støjniveau på 58 decibel Lden fra vejtrafik og 64 dB Lden fra togtrafik.
Byplanlæggere skal holde støjende aktiviteter som fx trafik adskilt fra beboelse, når de laver lokal – og kommunalplaner.
Du kan selv afhjælpe støjgener med lydisolerede vinduer, der samtidig virker varmeisolerende.
Industristøj
Der er regler for, hvor meget virksomheder må støje. Støjniveauet bliver fastsat via virksomhedens miljøgodkendelse, der også regulerer andre miljøforhold. Virksomheden skal kunne dokumentere, at den overholder godkendelsens vilkår.
Hvis en virksomhed, der ikke er godkendelsespligtig, medfører store støjgener, kan kommunen give påbud om, at støjen skal nedbringes. Du kan som borger henvende dig til kommunen, hvis en virksomhed larmer for meget. Kommunen vil da se på, om virksomheden overskrider de gældende støjgrænser og evt. give virksomheden påbud om at nedbringe støjen.
Støj fra vindmøller og erstatning
Vindmøller kan være generende for naboerne og give problemer med støj. Der er regler for, hvordan de skal placeres, og hvor meget de må støje.
Den samlede støjbelastning fra vindmøller må ikke overstige følgende grænseværdier:
I det mest støjbelastede punkt ved udendørs opholdsarealer højst 15 meter fra beboelse i det åbne land:
- 44 dB(A) ved en vindhastighed på 8 m/s
- 42 dB(A) ved en vindhastighed på 6 m/s
I det mest støjbelastede punkt i boligområder og områder til støjfølsom arealanvendelse:
- 39 dB(A) ved en vindhastighed på 8 m/s
- 37 dB(A) ved en vindhastighed på 6 m/s
Indendørs i beboelse i det åbne land eller i områder til støjfølsom arealanvendelse må den samlede lavfrekvente støj fra vindmøller ikke overstige 20 dB(A) ved en vindhastighed på 6 m/s og 8 m/s.
Du kan få mere at vide om planlægning hos kommunen.
Vindinfo.dk er en hjemmeside med fælles statslig information om vindmøller, hvor du kan læse mere om reglerne for placering, støj mv.
Hvis du mener, din ejendom er blevet mindre værd på grund af en nærtstående vindmølle, kan du søge om erstatning. Læs mere på Energinet.dk
Hvis du vil klage
Hvis det ikke lykkes at komme af med den generende støj ved at snakke med dem, der laver støjen, og det heller ikke hjælper at inddrage kommunen eller en anden myndighed, kan du i flere tilfælde klage over det til andre myndigheder.
På Miljøstyrelsens hjemmeside kan du se, hvilke myndigheder, der har mulighed for at gribe ind.
Lovgivning
Du kan se de gældende love og regler om miljøområdet i 'Miljøbeskyttelsesloven'
Kortlægning af støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner er reguleret i 'Støjkortlægningsbekendtgørelsen'.
Reglerne om støj fra vindmøller bliver reguleret gennem 'Vindmøllebekendtgørelsen'.
Støj fra maskiner i det fri, som fx plæneklippere, er reguleret i 'Maskinstøjsbekendtgørelsen'.
Hvad gør jeg ved nabostøj?
Hvis du har problemer med din nabo på grund af støj fra fx høj musik, plæneklippere eller anden form for støj, kan du i første omgang gøre din nabo opmærksom på, at støjen generer dig.
Hjælper det ikke, gælder der forskellige regler for, hvordan du kan klage:
- Hvis du bor i en privatudlejningsbolig, kan du prøve at kontakte din udlejer, da udlejer skal sikre, at der hersker en god stemning i ejendommen. Hvis din nabo hverken reagerer på din klage eller udlejers krav om ordentlig opførsel, kan udlejer opsige din nabos lejemål.
- Hvis du bor i et alment boligbyggeri, kan du kontakte kommunens beboerklagenævn. Klagenævnet har til formål at afgøre tvister mellem beboere i det almene boligbyggeri.
- Hvis du bor i en ejerbolig og ønsker at klage over en anden ejerbolig, kan du kontakte grundejer-, ejerlejligheds- eller andelsboligforeningen, alt efter hvilken boligtype du bor i.
Hvis du er akut generet af støj, og det ikke hjælper med venlige henstillinger, kan du kontakte politiet. Kommunen kan oplyse om reglerne, hvis du er generet af støj fra naboens varmepumpe, plæneklipper, motorsav, hanegal eller lignende.
Du kan læse mere om nabostøj og få råd til at løse problemet i Håndbog - Gode råd om nabostøj. Du kan få gode tips i forbindelse med støj fra byggeri hos Boligejernes Videnscenter.
Hvad kan jeg gøre for at begrænse min egen støj?
Du kan selv gøre meget for at begrænse generne af din egen støj og bevare et godt naboskab:
- overholde husordenen i boligforeningen eller reglerne i grundejerforeningen
- lydisolere din bolig
- begrænse støjen til dagtimerne
- lukke vinduer og døre
- varsle naboerne i god tid, fx når du skal holde fest, afhøvle gulve og lignende.
Lovgivning
Du kan se reglerne i Bygningsreglementets afsnit om akustisk indeklima.
På grundlag af Ordensbekendtgørelsens § 3 stk. 1 kan politiet gribe ind overfor: Slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, må ikke finde sted.
Kommunen kan vedtage regler om støj fra plæneklippere, motorsave og hanegal på grundlag af Miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 19 og § 20.
På grundlag af Miljøbeskyttelsesloven kan kommunen regulere støj fra fx varmepumper.
Hegnsloven
Kontakt
Miljø
Center for Miljø, Plan og Kultur