Når et område er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, må man som udgangspunkt ikke ændre naturens tilstand.
Tilstandsændringer, som i udgangspunktet ikke er tilladt, kan for eksempel være:
- opfyldning, planering eller afgravning
- opdyrkning, omlægning eller tilplantning
- gødskning eller sprøjtning
- dræning eller ændring af vandstand
- etablering af anlæg, veje eller tekniske installationer
Sædvanlig drift og pleje, der har til formål at opretholde den eksisterende naturtilstand, kan som udgangspunkt fortsætte. Det kan for eksempel være græsning eller høslæt på en eng, fjernelse af selvsået opvækst af træer og buske i begrænset omfang eller almindelig vedligeholdelse af et vandløb.
Andre ændringer, der rækker ud over almindelig pleje af området, kræver dispensation, selv om de har til formål at forbedre naturtilstanden, f.eks. hvis der er tale om en genopretning af en tidligere tilstand.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en aktivitet eller indsats er almindelig pleje eller kræver en dispensation, er du velkommen til at kontakte kommunen.
Der gælder et generelt forbud mod gødskning, sprøjtning og omlægning af § 3-beskyttede arealer. Forbuddet gælder uanset om gødskning, sprøjtning og omlægning har været en del af den hidtidige lovlige drift. Reglerne er indført for at sikre, at naturens tilstand ikke forringes over tid.
Hvis du er i tvivl, om du har et § 3-beskyttet naturareal på din ejendom, eller hvad der er tilladt på dit areal, er du velkommen til at kontakte kommunen.