Tejn mole

Renoveringen af Tejn Mole er i gang

08-09-2026

Kommunen er i gang med forberedelserne til den omfattende renovering af Tejn Mole. Beredskabsmateriel til brug ved eventuel storm og overskyl er netop blevet afprøvet. Kommunen vil følge påvirkningen fra anlægsarbejdet ved løbende målinger af vibrationer og rystelser i området.

Orientering om afprøvning af beredskabsmateriel ved eventuel storm og overskyl
I forbindelse med anlægsarbejdet på og omkring Tejn Mole, der blandt andet omfatter fjernelse af miljødepotet og øvrige anlægsarbejder, er der særligt fokus på vejrforholdene og risikoen for storm og bølger, som kan medføre overskyl og ophobning af vand på de omkringliggende arealer. Arbejdet vil foregår nær på ejendomme, der ligger på området, og som en del af beredskabet er der indkøbt et mobilt materiel, der hurtigt kan opstilles og anvendes til at beskytte de omkringliggende arealer mod vand, hvis vejrforholdene udvikler sig og kræver en hurtig indsats.

Beredskabet fik for nylig afprøvet opstillingen af udstyret samt de praktiske procedurer for anvendelsen.  Afprøvningen forløb tilfredsstillende, og Beredskabet er tilfreds med materiellets funktionalitet og mulighederne for en hurtig opstilling.

Vibrationsmåling i forbindelse med renoveringen af Tejn Mole
For at kunne følge påvirkningen fra anlægsarbejdet vil kommunen foretage løbende målinger af vibrationer og rystelser i området.

Hvorfor måler vi vibrationer?
Anlægsarbejde kan i perioder medføre vibrationer i omgivelserne. Kommunens vibrationsmålinger giver kommunen mulighed for at følge niveauet af vibrationer under arbejdet og reagere, hvis de viser værdier, der overstiger de anbefalede niveauer. På den måde er målingerne med til at overvåge arbejdet og mindske risikoen for, at bygninger påvirkes af vibrationer.

Hvordan foregår målingerne?
Vibrationsmålerne monteres på udvalgte bygninger i nærheden af anlægsarbejdet. Målerne registrerer vibrationer, mens arbejdet foregår, og gør det muligt løbende at følge vibrationsniveauet. Hvis vibrationerne overskrider de fastsatte niveauer, kan målingerne give anledning til, at der reageres på byggepladsen ved at arbejdet stoppes og der eventuelt foretages justeringer af arbejdet.

Vibrationsmålingerne er en del af kommunens løbende overvågning i forbindelse med renoveringen af Tejn Mole. Formålet er at sikre et godt grundlag for at følge påvirkningen fra arbejdet og samtidig tage hensyn til de omkringliggende ejendomme.

Har du spørgsmål til vibrationsmålingerne eller renoveringen af Tejn Mole, kan du kontakte Bornholms Regionskommune, Kim Eilif Pedersen, mobil: 21 30 96 34.

Følg projektet på denne side