Skolestart

Skal dit barn begynde i skole? Kom og oplev skolen

04-09-2026

De bornholmske folkeskoler inviterer kommende skolebørn og deres forældre indenfor til åbent hus.

Når et barn skal begynde i skole, er det en stor milepæl – både for barnet og for resten af familien. Derfor inviterer de bornholmske almene folkeskoler igen i år familier til åbent hus, hvor de kan møde skolen, lærerne og hverdagen på tæt hold.

Her får kommende skolebørn mulighed for at gå på opdagelse på skolen, se klasselokalerne og møde nogle af de voksne, som de måske kommer til at have deres første skoleår sammen med. For forældrene er det samtidig en mulighed for at få svar på spørgsmål og danne sig et indtryk af skolens hverdag, fællesskab og rammer.

Kom indenfor og få en fornemmelse af skolehverdagen
Åbent hus handler først og fremmest om at give familierne mulighed for at opleve skolen i virkeligheden. Kommunens chef for skole- og dagtilbud, Michael Mogensen siger:

”Det kan være spændende – og måske også lidt stort – at skulle vælge skole. Derfor vil vi gerne give familierne mulighed for at komme indenfor, møde skolen og mærke stemningen, inden de skal træffe deres valg. Det er noget helt andet at opleve skolen, end det er at læse om den.” 

På dagen kan familierne blandt andet møde lærere og andre medarbejdere, se skolens faciliteter og høre mere om, hvordan hverdagen ser ud for eleverne. De forskellige skoler har tilrettelagt åbent hus på hver deres måde, men fælles for dem er ønsket om at give kommende elever og deres forældre en god og tryg introduktion til skolelivet.

En mulighed for at blive klogere på valget
Med åbent hus får familierne mulighed for at besøge skolerne og gøre sig deres egne erfaringer. Det kan være med til at give et bedre grundlag for at vælge den skole, der passer bedst til barnet og familien.

De bornholmske folkeskoler glæder sig til at åbne dørene og byde kommende skolebørn og deres familier velkommen.

Datoer for åbent hus på skolerne:

Skolerne i Rønne
Afdeling Åvangsskolen - Torsdag den 17. september kl. 15.00-17.00
Byledsgade 86, Rønne, tlf. 56 92 31 50  

Afdeling Søndermarksskolen - Torsdag den 1. oktober kl. 15.30-17.00
Smedeløkken 5, Rønne, tlf. 56 92 31 00 

Svartingedal Skole – Tirsdag den 29. september kl. 16.00-17.00
Kirkegade 4, Hasle, tlf. 56 92 33 00

Kongeskærskolen - Onsdag den 30. september kl. 15.30-16.30
Strandvejen 14, Allinge, tlf. 56 92 29 30

Paradisbakkeskolen - Mandag den 5. oktober kl. 15.00-16.30
Kong Gustavsvej 10A, Nexø, tlf. 56 92 33 50 

Hans Rømer Skolen - Onsdag den 21. oktober kl. 15.30-16.30
Skolevej 7, Aakirkeby, tlf. 56 92 34 00

 NB! Har du brug for yderligere information, kontakt meget gerne den enkelte skole.