Brandsikkerhed

Røgalarmpatruljen besøger Nexø og Allinge

04-11-2026

En røgalarm kan redde liv og opdage en brand allerede i opstartsfasen, så man kan nå at slukke den eller evakuere sig selv og andre i en bolig. Lørdag den 7. november besøger RøgalarmPatruljen Nexø og Allinge for at tjekke røgalarmer. Boliger uden alarmer får tilbudt, at RøgalarmPatruljen gratis sætter en op.

RøgalarmPatruljen tjekker røgalarmer i private hjem

Lørdag den 7. november mellem kl. 10 og 14 tager RøgalarmPatruljen på rundtur i udvalgte områder af Nexø og Allinge for at hjælpe beboerne med at sikre, at de har røgalarmer, der virker. Patruljen vil tilbyde gratis at teste eksisterende røgalarmer, udskifte batterier ved behov og opsætte nye røgalarmer i boliger, hvor der mangler.

RøgalarmPatruljen består af unge hjælpere fra De Gule Spejdere i Nexø samt brandkadetter og lokale brandfolk fra Bornholms Brandvæsen. Patruljedeltagerne har forinden lært at opsætte og teste røgalarmer, så de er godt klædt på til opgaven.

Foruden at udstyre flere hjem med røgalarmer er formålet med RøgalarmPatruljen at skabe opmærksomhed generelt om vigtigheden af at have røgalarmer i sit hjem – og ikke mindst løbende tjekke, at de virker. BrandalarmPatruljen håber, at mange vil blive inspirerede til at tjekke røgalarmerne i eget hjem og derudover sikre sig, at familiens ældre medlemmer har røgalarmer, der fungerer i deres hjem. Det kan skabe tryghed hos alle og vigtigst: redde liv.

RøgalarmPatruljen i Nexø og Allinge
Lørdag den 7. november kl. 10-14 vil RøgalarmPatruljen tage rundt i Nexø og Allinge for at tjekke røgalarmer. Patruljen kommer på besøg i udvalgte boligområder, som vil blive orienteret på forhånd.

Røgalarmer

Fakta

  • Omkring 250.000 danskere har i løbet af de seneste fem år haft brand i hjemmet
  • Cirka 650.000 danske hjem mangler en fungerende røgalarm
  • En røgalarm kan redde liv
  • En røgalarm er vågen døgnet rundt og reagerer på røgudvikling – den vil derfor opdage en brand allerede i opstartsfasen, så du kan nå at slukke den eller få dig selv og andre ud af boligen
  • Tjek dine røgalarmer jævnligt, mindst én gang om året. Test også, når du har været væk i længere tid, da batterierne kan løbe tør, uden at du har hørt den advarselslyd, der fortæller, at de er brugt op. Tryk på testknappen – røgalarmen bipper, hvis den stadig virker
  • Hvert år bør røgalarmen rengøres. Fjern støv med en børste eller støvsuger, og rengør alarmen med en blød og fugtig klud
  • Du kan øge sikkerheden for de ældre i din familie ved at sikre, at de har en virksom røgalarm i hjemmet

Kilder: TrygFonden og BrandBevægelsen