Nye rammer i Nexøs bymidte

Nu går arbejdet i gang

10-11-2026

Arbejdet med områdefornyelsen i Nexø begynder nu. Det betyder ændringer i trafikken og afspærring af flere gader omkring torvet fra i dag 10. november. Der vil fortsat være mulighed for parkering og adgang til de lokale butikker og erhvervsdrivende.

Nu tager vi hul på næste kapitel i udviklingen af Nexø. Anlægsarbejdet med områdefornyelsen går i gang, og frem mod sommer vil bymidten gradvist blive omdannet med nye byrum, bedre opholdsmuligheder og en styrket sammenhæng mellem byen og havnen.

I forbindelse med anlægsarbejdet bliver det nødvendigt at afspærre Købmagergade, Brogade og Strandgade omkring torvet og Toldbodgade for gennemkørende trafik. I anlægsperioden ophæves den nuværende ensretning i Brogade midlertidigt og der vil dermed være adgang via Smallegade for beboere og handlende.

De berørte arealer forventes at være påvirket af afspærringer og anlægsarbejde frem til marts 2027.

Det vil dog fortsat være muligt at parkere i området og besøge de lokale butikker og erhvervsdrivende. Vi opfordrer derfor borgere og besøgende til fortsat at bakke op om det lokale handelsliv, mens arbejdet står på.

Arbejdet fortsætter frem mod sommeren 2027

Selvom de største afspærringer omkring torvet forventes afsluttet i marts 2027, fortsætter den samlede anlægsperiode frem til juni 2027.

Der vil blandt andet også kunne opleves anlægsarbejde på Sdr. Landevej i forbindelse med etablering af nye busstoppesteder og øvrige arbejder. Arbejderne vil blive tilrettelagt med fokus på at begrænse generne for trafikanter, borgere og erhvervsdrivende mest muligt.

Vi bestræber os på at åbne for gennemkørsel i de berørte gader så hurtigt som muligt og gerne før den forventede afslutning af afspærringsperioden i marts 2027.

Vi er opmærksomme på, at anlægsarbejdet vil medføre gener for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende. Det beklager vi naturligvis og vil løbende informere om arbejdet, ændringer i adgangsforhold og den videre tidsplan. 

Vi glæder os til at vise resultatet

Selvom anlægsarbejdet i en periode vil sætte sit præg på bymidten, er det første skridt mod nye og mere attraktive rammer for bylivet.
Med områdefornyelsen ønsker vi at skabe et levende og indbydende bymiljø med bedre plads til ophold, møder og aktiviteter samt en stærkere forbindelse mellem torvet, bymidten og havnen.
Vi takker for tålmodigheden og forståelsen under anlægsarbejdet og ser frem til at kunne byde borgere og besøgende velkommen i de nye byrum.

 

Nexø områdefornyelse

Sådan bliver anlægsarbejdet

  • Anlægsstart: 10. november 2026
  • Samlet anlægsperiode: Frem til juni 2027
  • Forventet periode med afspærringer omkring torvet: Frem til marts 2027
  • Berørte gader: Købmagergade, Brogade, Strandgade omkring torvet samt Toldbodgade
  • Øvrige arbejder: Blandt andet nye busstoppesteder og anlægsarbejder på Sdr. Landevej
  • Adgang: Der vil fortsat være mulighed for parkering og adgang til lokale butikker og erhvervsdrivende