Østersø samarbejde

Stort potentiale for Bornholm

Publiceret 15-05-2026

Efter et møde i Euroregion Baltics styrelse i Tallinn står det klart, at der er et stort potentiale for samarbejdet mellem Bornholm og landene i den sydøstlige del af Østersøen.

Samarbejdet mellem Bornholm og vores naboer i Østersø regionen har et stort potentiale til at kunne bidrage positivt til Bornholms udvikling. Det stod klart, da Euroregion Baltics styrelse mandag-onsdag i denne uge var samlet i Tallinn, Estland. I samlingen deltog Mette Sode Hansen og Mads Wolff, som repræsentanter fra kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune.

 

Det europæiske samarbejde har særligt fokus på:

 

  • Demografi, uddannelse og arbejdskraft i udkantsområder og med særlige udfordringer i små landkommuner
  • Ungdom og demokrati
  • Vandmiljø med fokus på drikkevand og spildevand
  • Grøn omstilling med fokus på vedvarende energi og cirkulær økonomi

På mødet i Tallinn indgik de bornholmske repræsentanter i gode og konstruktive drøftelser med polske og svenske kollegaer.

 

Fra Bornholms side blev der især lagt vægt på samarbejde og vidensdeling på udvalgte områder, der er af særlig stor betydning for udviklingen på Bornholm og for bornholmerne.

Under overskriften Demografi, uddannelse og arbejdskraft blev parterne enige om, at undersøge mulighederne for konkrete projektsamarbejder indenfor tre konkrete indsatsområder: Sundhed, Beskæftigelse og Uddannelse, alle med fokus på de vilkår, der gælder på Bornholm og ligestillede områder.

 

Mette Sode Hansen udtaler: ”Det er spændende at høre om de andre landes erfaringer i arbejdet med de udfordringer, vi deler. Vi kan lære meget af hinanden”.  

Mads Wolff supplerer: ”Det internationale samarbejde er af stor betydning for udviklingen på Bornholm. Jeg glæder mig over, at vi ved at deltage i samarbejdet får bedre muligheder for ansøge om og sikre EU-midler til fælles projekter, der er til gavn for Bornholm”.

 

Deltagelsen i Euroregion Baltic er en del af kommunens udviklingsarbejde og interessevaretagelse, og har blandt andet til formål at til trække midler til Bornholm, der kan komme os alle til gode.

Kommunens deltagelse har blandt andet tidligere medvirket til at understøtte projekter i Bornholms Energi og Forsyning, BOFA og supplerer indsatsen for lokal udvikling fra eksempelvis LAG Bornholm (den lokale aktionsgruppe på Bornholm).

 

Yderligere oplysninger om møderne i Tallinn kan fås ved henvendelse til:
Mads Wolff, mobil 21 80 42 19 eller Mette Sode Hansen, mobil 25 21 59 84.

 

Euroregion Baltic

Et vigtigt samarbejde

Euroregion Baltic er et politisk samarbejde i den sydøstlige del af Østersøen mellem regioner fra Polen, Sverige og Bornholm. Formålet med deltagelsen er at styrke samarbejdet og at varetage Bornholms interesser i forhold til EU og de nationale regeringer, udveksle viden og erfaringer, samt gennemføre fælles projekter.

 

Link til hjemmeside: Euroregion Baltic | Cooperating across borders since 1998