Pedersker Fjernvarme

BEOF overtager Pedersker Fjernvarme

Publiceret 08-06-2026

Efter, at kommunen i april måned indgav begæring til skifteretten om en rekonstruktion af det privatejede og nødlidende Pedersker Fjernvarme, ligger det nu fast, at BEOF fremover kommer til at stå få driften og leveringen af varmt vand og varme til borgerne i Pedersker.

Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) overtager pr. 1. juli 2026 Pedersker Fjernvarme. Overtagelsen sker som led i rekonstruktionen af selskabet, hvor rekonstruktøren og kreditorerne har vurderet BEOFs bud som den bedste løsning for den fremtidige varmeforsyning i Pedersker. Med overtagelsen bliver varmekunderne i Pedersker en del af Bornholms Varme, hvor der i dag er ca. 6.700 fjernvarmekunder.

Det nødlidende Pedersker Fjernvarme var privatejet, men kommunen havde i sin tid garanteret for et stort lån som selskabet havde optaget hos Kommunekredit, og som kommunen derfor hæfter for.

Bornholms Regionskommune glæder sig over, at der nu er fundet en langsigtet løsning for den fremtidige drift. Lisbeth Røgind, der er kommunens tekniske direktør siger:
- Jeg er glad for, at der efter et langstrakt og svært forløb nu er fundet en langsigtet løsning for kollektiv varmeforsyning i Pedersker. BEOF er en erfaren forsyningsvirksomhed med stærke lokale kompetencer, og jeg tror på, at overtagelsen kan være med til at skabe både stabilitet og udvikling. Samtidig håber jeg, at endnu flere borgere vil se mulighederne i fjernvarmen som en del af Bornholms grønne omstilling.

Kommunens tekniske direktør takker også kunderne i Pedersker for stor tålmodighed, og glæder sig samtidig over, at det er lykkedes for den af skifteretten udpegede rekonstruktør (sammen med kreditorerne) at undgå afbrudte forsyninger.

- Det har været vigtigt for kommunen at bidrage til at sikre, at der har været varmt vand og varme i alle huse helt frem til BEOFs overtagelse. Det kommer vi rigtigt godt i mål med nu.

BEOFs direktør, Claus M. Andersen glæder sig til at byde de nye kunder velkommen:
- Vi er meget glade for den tillid, der er vist os i processen, og vi glæder os til at byde kunderne i Pedersker velkommen hos BEOF. Nu handler det om at sikre en god og tryg overgang for kunderne og opbygge et godt fundament for fjernvarmen i Pedersker på den lange bane.

BEOF overtager det mindre fjernvarmeværk i Pedersker, som i de kommende år skal optimeres driftsmæssigt.
- Pedersker Fjernvarmeværk er relativt lille, og derfor er det vigtigt med en stærk organisation og en sund økonomi bag driften, som kan arbejde langsigtet med vedligeholdelse, udvikling og investeringer. Det er den stabilitet og robusthed, vi kommer med fra BEOF. Vi har både driftserfaringen, kompetencerne og den økonomiske styrke til at udvikle og fremtidssikre fjernvarmen i Pedersker. Samtidig ser vi allerede muligheder for at optimere anlægget og skabe en mere effektiv drift, siger BEOFs direktør.

BEOF vil bygge videre på den lokale forankring
BEOF understreger samtidig, at man ønsker at bygge videre på den lokale opbakning og det engagement, der har været omkring fjernvarmen i Pedersker.
- Fjernvarme fungerer bedst som et fællesskab, og vi oplever allerede en god og konstruktiv dialog med både borgergruppen og lokalområdet. Det er vigtigt for os at bygge videre på det engagement, der er lokalt. Vi håber også, at flere borgere i Pedersker over tid vil få øjnene op for fordelene ved lokal fjernvarme og overveje at skifte fra fossile varmekilder. Fjernvarme giver både stabilitet, komfort og en mere lokal og bæredygtig energiløsning. Jo flere der er med i fællesskabet, jo stærkere bliver det på sigt, siger BEOFs direktør.

Som led i overtagelsen vil varmepriserne blive harmoniseret gradvist over en periode på 3,5 år. Det betyder, at kunderne i Pedersker i en overgangsperiode fortsat vil have en lidt højere varmepris end øvrige varmekunder hos Bornholms Varme – men samtidig en lavere pris end under den tidligere ejer.

Overtagelsen træder formelt i kraft den 1. juli 2026. Indtil da varetages driften fortsat af rekonstruktøren.

 

BEOF

Bornholms Energi & Forsyning

Bornholms Energi & Forsyning (BEOF) leverer el, vand og varme til bornholmerne og renser øens spildevand. Vi driver og udvikler den infrastruktur, som hverdagen på Bornholm bygger på – med fokus på høj forsyningssikkerhed og en bæredygtig udvikling af øens ressourcer. BEOF er ejet 100 procent af Bornholms Regionskommune og har et samlet ansvar for den kritiske forsyning på Bornholm.