Analyse på vej

Stor analyse af Bornholms handelsliv sættes i gang

Publiceret 20-01-2026

Hvordan står detailhandlen – og hvor er vi på vej hen? Bornholms Regionskommune igangsætter nu en omfattende detailhandelsanalyse, der skal give et aktuelt og dybdegående billede af øens handelsliv. Analysen skal styrke grundlaget for fremtidens byudvikling, butiksprojekter og rammerne for et levende handelsmiljø – til gavn for både borgere, erhvervsliv og besøgende.

Laksetorvet Rønne

Detailhandlen spiller en central rolle i Bornholms erhvervsliv og bidrager både til arbejdspladser, byliv og attraktive lokalsamfund. For at skabe de bedst mulige forudsætninger for en stærk og bæredygtig handelsudvikling gennemfører Bornholms Regionskommune nu en analyse af handelslivet med særligt fokus på detailhandlen.

Analysen skal blandt andet give et overblik over, hvor stærkt handelslivet er inden for de forskellige brancher, hvor meget turismen betyder for detailhandlen og hvordan udviklingen kan blive i fremtiden – alt sammen noget, der vil give værdi for både handelslivet og Bornholms Regionskommune.

Resultaterne bliver et vigtigt grundlag for de byplanmæssige rammer for fremtidig udvikling i kommunens handelsområder og for vurderingen af kommende butiksprojekter.

Arbejdet omfatter indsamling af oplysninger fra alle detailhandlere på Bornholm, analyser af kundeorienterede serviceerhverv som restaurationer og klinikker samt en spørgeskemaundersøgelse blandt borgere og ferie- eller flexboligejere. Analysen udføres af rådgivningsvirksomheden Sweco og forventes afsluttet i april.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunens planafdeling på plan@brk.dk eller 56 92 13 50.