Uddannelses- og Beskæftigelsesstrategi 2025-2029

Kvalificeret arbejdskraft til øens virksomheder og uddannelse eller arbejde til alle.

Med denne strategi fastlægger vi en klar retning for at styrke uddannelsen og beskæftigelsen på Bornholm i perioden 2025-2029

Målet er at sikre en så høj beskæftigelsesgrad som muligt og levedygtige uddannelser, samtidig med at vi adresserer de konkrete udfordringer og muligheder, vi står over for på øen, og i region Østdanmark. Udvikling af uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder skal bidrage til at gøre Bornholm til et attraktivt sted at bo og bidrage til at forhindre fraflytning.

Status og udfordringer

Bornholm har allerede en lav ledighed, men vi oplever en stigende udfordring med ubesatte stillinger i flere brancher, samt et generelt lavt uddannelsesniveau. 

Derfor er det afgørende at bygge bro mellem de ledige borgere og de stillinger, der skal besættes. Samtidig skal vi målrettet uddanne de personer, der mangler de nødvendige kompetencer, og sikre, at flere kan kvalificere sig til det bornholmske arbejdsmarked.

Udvikle og implementere nye typer uddannelser og arbejdspladser

Med fokus på at inkludere borgere med særlige behov, gennem specielt definerede uddannelsesforløb og arbejdsindhold.

Fokus på ordinære løntimer

Fremme beskæftigelse ved at gøre det mere attraktivt at arbejde frem for overførselsindkomst eller pension, og prioritere at alle arbejdssøgende kommer i arbejde.

Sygemeldte

Fastholde i job og/eller tilknytning til arbejdsmarkedet.

Fælles unge fælles ansvar

Skabe mulighed for samarbejde mellem skole, erhverv og BRK f.eks. trainee- samt lærepladser.

Håndholdt indsats

Sikre gode overgange fra folkeskole, fra ungdomsuddannelse, fra videregående uddannelser frem til beskæftigelse.

Sikre målrettede indsatser til elever, der ikke går den lige vej igennem uddannelsessystemet.

Fleksibel livslang læring

Skabe muligheder for opkvalificering og efteruddannelse for ledige og beskæftigede borgere for at matche arbejdsmarkedets behov og evt. forebygge nedslidning.

Teknologiadoption

Implementere avancerede uddannelsesteknologier som e-læring, virtuelle klasselokaler og AI-baserede læringsplatforme for at forbedre læringseffektiviteten og tilgængeligheden.

Fastholde og tiltrække Relevante uddannelser

Øge uddannelsesniveauet blandt unge på Bornholm ved at arbejde for flere og relevante ungdoms-og videregående uddannelsestilbud med fokus på kompetencer til fremtidens beskæftigelsesbehov.

Karriereveje på Bornholm

Synliggøre karriereveje i bornholmske virksomheder.

Tiltrækning og fastholdelse af borgere og arbejdskraft

Arbejde for at tiltrække flere borgere til Bornholm gennem uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Især fokus på erhverv, der særligt mangler medarbejdere.

Fleksible indsatser

Strategien er designet til at være dynamisk og justeres løbende i takt med, at forholdene på Bornholms arbejdsmarked og uddannelsesudbuddet ændrer sig.

Sammen om en stærkere fremtid

Denne strategi er ikke kun en plan, men en invitation til samarbejde mellem borgere, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og politikere, samt andre relevante interessenter herunder relevante råd og nvn. Kun i fællesskab kan vi skabe et stærkere og mere bæredygtigt arbejdsmarked og uddannelsesudbud på Bornholm

 

Afgrænsning og sammenhæng 

Den omhandler ikke folkeskolerne, som er strategisk behandlet i Bornholms sammenhængende Børne- og Ungepolitik for 0-29 år folkeskole Bornholm Strategi 2023-2026, Center for skole 2023. Strategien tager højde for velfærdsområdet ved at være sammenholdt med Uddannelsesstrategi på velfærdsområderne. Dog behandles området indirekte ved en fælles interesse i relevante indsatsområder. Ligeledes anvendes rekrutteringsservice direkte som task force til rekruttering. Projektet ‘På vej mod SOSU’ - 9 ugers forberedende kursus gennemføres i dag af CJUUD. Ligeledes kører pilotprojektet ‘fritidsjob’ ligeledes sammen med CJUUD. Opkvalificering sker i samarbejde med uddannelsesudbyderne på Bornholm.

Samspillet mellem erhvervspolitik og strategi

Uddannelses- og beskæftigelsesstrategien er hierarkisk bundet op på Bornholms Erhvervspolitik. Her er et af de fem tværgående indsatsområder kvalificeret arbejdskraft. Erhvervsstrategien behandler kvalificeret arbejdskraft overfladisk. Området uddybes, sammen med uddannelse, i denne strategi.

CJUUD er ansvarlige for at understøtte et bredt uddannelsesudbud på Bornholm, både på ungdomsuddannelses- og videregående niveau.

CJUUD arbejder strategisk gennem projektdrevet udvikling med udgangspunkt i lokale kompetencebehov og i tæt samarbejde med uddannelsesudbydere på Bornholm samt resten af Danmark.

Der er et særligt tæt samarbejde med Campus Bornholm og de uddannelser, der er repræsenteret i campusfællesskabet samt Bornholms Sundheds og Sygeplejeskole.

Dertil er der over en årrække opbygget et tæt samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner med aktiviteter på Bornholm, herunder Danmarks Tekniske Universitet og Det Kongelige Akademi, Design.

CJUUD afsøger og netværker med et bredt spektrum af andre uddannelsesudbydere for at sikre et bredt udbud på Bornholm, herunder også som fleksible udbudsformer.

Makroforhold

Bornholm oplever en aldrende befolkning, hvor flere ældre forlader arbejdsmarkedet, og færre unge bliver på øen for at tage over. Dette skaber mangel på arbejdskraft og stiller krav til fastholdelse, tiltrækning af yngre generationer, samt rekruttering af udenøs arbejdskraft. De stigende krav om digitale og globale kompetencer påvirker uddannelsesbehovene. Bornholm skal sikre, at borgere kan imødekomme fremtidens arbejdsmarkedsbehov, især inden for teknologi og innovation.

Den voksende fokus på den grønne omstilling og grønne løsninger skaber nye erhvervsmuligheder, men kræver også opkvalificering af arbejdsstyrken inden for områder som vedvarende energi og bæredygtig produktion. Som en ø-kommune har Bornholm udfordringer med transport og tilgængelighed, hvilket kan hæmme mobilitet. Mangel på billige pendler- og midlertidige tilflytter- og forskerboliger er en udfordring.

Nationale og internationale økonomiske udsving påvirker Bornholms erhvervsliv, særligt inden for turisme og små erhverv, som er vigtige for øens økonomi og beskæftigelse.

Nationale reformer og politiske prioriteringer påvirker ressourcer, rammer og muligheder for uddannelses- og beskæftigelsestilbud på Bornholm.

 

Mikroforhold

Bornholm har en relativt lille og spredt befolkning. Vi har og ønsker flere udlændinge i arbejdsstyrken, og da vi har en lav ledighed, er der brug for at få også borgere med udfordringer ud på arbejdsmarkedet. Dette påvirker efterspørgslen efter uddannelses- og beskæftigelsestilbud. Øen er præget af små og mellemstore virksomheder, ofte inden for turisme, landbrug og produktion. Mange virksomheder har begrænset kapacitet til at oplære nye medarbejdere eller tilbyde fuldtidslærepladser.

Udbuddet af uddannelser og efteruddannelse på Bornholm er begrænset. Det tvinger nogle unge til at forlade øen for at tage en videregående uddannelse, hvilket reducerer adgangen til unge medarbejdere lokalt. Ydermere er utrygheden ved ikke at kunne få et relevant job eller ikke at kunne opnå en karriere, et benspænd for at få yngre veluddannede borger retur til Bornholm efter endt studium eller læretid. Lokale transportmuligheder kan være begrænsede, hvilket gør det udfordrende for borgere, især unge og ældre, at pendle til uddannelsessteder eller arbejdspladser.

Lokale virksomheder efterspørger specifikke færdigheder, f.eks. inden for håndværk, pleje, turisme og grønne erhverv. Uddannelses- og beskæftigelsesstrategien er derfor tæt koblet til erhvervslivets behov. Der er et lokalt behov for skræddersyede opkvalificeringsforløb, især for sårbare borgere, herunder integrationsborgere og personer med lavt uddannelsesniveau. Bornholm er dog udfordret af, at der kun kan stilles små hold, hvilket også påvirker fleksibiliteten ift. hvor ofte et kursus kan gennemføres, og om det er økonomisk ansvarligt.

Kontakt

Center for Job, Uddannelse, Unge og Digitalisering
Landemærket 26
3700 Rønne