HandyBat

HandyBAT er Bornholms trafikselskabs særlige kørselsordning for dig, der på grund af et svært bevægelseshandicap eller stærkt nedsat syn ikke kan benytte de almindelige busser. Ordningen giver dig dør-til-dør-transport i taxa eller vognmandens bil og fungerer som et supplement til andre kørselsordninger.

Ligesom i de almindelige busser kan du forvente at køre sammen med andre, som også bruger HandyBat.

For at bruge ordningen skal du visiteres hertil.

Læs mere her

Brug søgefeltet herunder til hurtigt at finde det, du leder efter. 

Du kan blive visiteret til HandyBAT, hvis du opfylder disse betingelser:

  • Du er fyldt 18 år.
  • Du har fast bopæl i Bornholms Regionskommune.
  • Du er enten:
    • Svært bevægelseshæmmet, så du ikke kan benytte offentlige transportmidler. Det betyder, at du bruger et ganghjælpemiddel som kørestol, rollator, gangbuk eller albuestokke – og at hjælpemidlet er bevilget af det offentlige.
    • Blind eller svagtseende med en synsstyrke på 10 % (6/60) eller mindre, inklusive personer med komplikationer som fx synsfeltindskrænkning.

Forhold der ikke alene giver ret til HandyBAT
Nogle udfordringer giver ikke i sig selv adgang til ordningen, fx:

  • Lang afstand til busstoppested eller problemer med at tåle kulde
  • Almindelig alderssvækkelse
  • Svigtende orienteringsevne
  • Psykiske handicap
  • Allergier eller luftvejslidelser

HandyBAT er et supplement til andre ordninger og kan bruges til formål, som ikke er dækket af andre kørselsmuligheder. Du kan også bruge HandyBAT til transport til behandling, terapi og lignende – men du skal selv undersøge, om en anden ordning eventuelt dækker behovet. Myndigheden vejleder dig gerne om mulighederne.

Du kan køre mellem kl. 6.00 og 23.00 alle dage.

Du kan bestille op til 104 enkeltture om året med et helårligt abonnement.
Turene køres så tæt på din gadedør som muligt – fra dør til dør.
Du skal være indstillet på mindre omvejskørsel, da du kan komme til at køre sammen med andre.
Der betales altid for den korteste beregnede rute, uanset om den faktiske kørsel bliver længere.

Hvis visitationen vurderer, at du kun kan komme fra hjemmet til bilen med hjælp, kan du få en gratis ledsager med.
Én medrejsende kan køre med til samme pris som dig. Beløbet trækkes fra din km-konto.

To børn under 12 år kan komme med gratis.

Førerhund eller servicehund kan altid medbringes gratis. Små hunde og andre dyr kan medtages gratis i taske (max. 1 dyr).

Du betaler en årlig abonnementsafgift på 300 kr.

Derudover betaler du pr. kørt kilometer, dog mindst 10 km pr. tur. Afregning sker kvartalsvis.

Du bestiller dine ture hos BAT’s kørselskontor:

  • Telefon: 56 92 37 45 (hverdage kl. 8.00–16.00)
  • Bestil turen senest dagen før kl. 16.00.
  • Ture til weekend og mandag skal bestilles senest fredag kl. 15.00.
  • Du kan også bestille via BAT's hjemmeside. Ved online bestilling får du en bekræftelse i kontorets åbningstid.

Når du bestiller

  • Hvis du ønsker afhentning på et bestemt tidspunkt, skal du oplyse det.
  • Du kan blive hentet op til 15 minutter før det aftalte tidspunkt.
  • Hvis du har oplyst ankomsttid i stedet for afhentningstid, skal du være klar en time før.

Kørsel uden for Bornholm
Du kan bestille kørsel i hele Danmark, fx til Københavns Lufthavn, Køge Færgehavn, Hovedbanegården, Rigshospitalet eller private adresser.
Ture uden for Bornholm skal bestilles hurtigst muligt og senest 3 dage før. Ved jul og nytår gælder længere tidsfrister (3-4 uger før jul).

Du kan søge på flere måder:

  • Digital ansøgning via borger.dk
  • Send Digital Post via borger.dk - husk at oplyse dit telefonnummer og hvad du søger om, så ringer vi dig op i løbet af 1-3 hverdage.
  • Skriv til:
    Center for Sundhed og Omsorg, Myndighed
    Ullasvej 17
    3700 Rønne
  • Ring til visitationen: 56 92 60 50 (hverdage kl. 8.30–9.30)

Kommunen træffer afgørelse om handicapkørsel inden for 2 uger efter, at vi har modtaget din ansøgning.

  • Du skal bestille både ud- og hjemkørsel i god tid og helst samtidig.
  • Ledsagere skal stå på og af samme sted som dig.
  • Dansk Blindesamfunds rejse- og ledsagerkort kan bruges som dokumentation.
  • Misbrug af din HandyBAT-konto er ikke tilladt – kontoen er personlig, og legitimation kan kræves.
  • Du kan til enhver tid melde dig ud ved at kontakte kørselskontoret.

Du kan ikke klage til en anden administrativ myndighed over kommunens afgørelse om visitation til HandyBAT.

Klager over chauffør eller selve turen skal rettes til kørselskontoret.