Støttegruppen giver pædagogisk støtte til dig med kognitive udfordringer, der har fået bevilliget hjælp efter Servicelovens § 85 og kommunens kvalitetsstandard. Derudover giver vi støtte efter Lov om aktiv beskæftigelse § 31 b og ungestøtte efter Barnets Lov §§ 32 og 114. Denne støtte visiteres af Jobcentret.
Vi giver støtte til dig, som er ung eller voksen og har kognitive udfordringer - fx:
- medfødte eller erhvervede hjerneskader
- sklerose
- ADHD
- autisme
- døvblindhed
Når vi giver visiteret støtte, udarbejder myndighedsafdelingen sammen med dig en handleplan, der danner grundlag for støtten. Derefter arbejder støttepersonen ud fra en række delmål og tilpasser den pædagogiske metode til dem. Vi tager udgangspunkt i dine behov og mål, og tilpasser den pædagogiske metode, så den passer bedst muligt. Arbejdet bygger på recovery-orienteret rehabilitering med det mål, at du kan leve et så normalt liv som muligt og tage et aktivt medansvar for dette, ud fra dine forudsætninger.