Genoptræning efter indlæggelse

Har du været indlagt på et hospital eller været til ambulant besøg på et hospital og har fået en genoptræningsplan med hjem, er du berettiget til at modtage genoptræning.

Brug søgefeltet herunder til hurtigt at finde det du leder efter. 

Hvis du udskrives fra hospitalet med en genoptræningsplan, er du berettiget til kommunal genoptræning. Genoptræningsplanen beskriver hvilket lægefagligt genoptræningsbehov du har på udskrivningstidspunktet.

Der er en række kriterier for tildeling af en genoptræningsplan:

  • Din almene tilstand skal kunne tåle træning
  • Du skal have et træningspotentiale
  • Du skal være motiveret og deltage aktivt

Genoptræningen skal senest være påbegyndt 7 dage efter udskrivningen, med mindre andet er anført i genoptræningsplanen. Udskrivningsdagen tæller som dag 0.

Senest 4 dage efter at vi har modtaget genoptræningsplanen, vil du blive kontaktet skriftligt via e-post og/eller telefonisk om:

• hvilken type genoptræning du vurderes at have brug for

• hvor genoptræningen vil foregå, med mindre du ønsker at anvende muligheden for frit valg

• tidspunkt for opstart

• planlægning af genoptræningsforløbet

• mulighederne for kørsel

Opstart af genoptræningen kan variere i forhold til diagnosegruppe og/eller individuelle hensyn.

Genoptræning i kommunalt regi foregår som udgangspunkt på et af vores træningscentre, alt efter hvilken diagnose du er henvist med.

Genoptræningsområdet er omfattet af frit valg. Hvis du vil høre mere om dine muligheder for at være omfattet af frit valg, kan du kontakte Genoptræningen på telefon 56 92 54 00.

Det er vigtigt, at du husker: 

  • at melde afbud på grund af sygdom så hurtigt som muligt. Du finder kontaktoplysningerne i den blå kontaktboks.
  • at melde afbud på grund af andet fravær så hurtigt som muligt. Gentagne afbud vil som udgangspunkt ikke blive erstattet. Gentagne afbud vil medføre revurdering og træningen vil eventuelt blive afsluttet.
  • at komme til tiden og meddele forsinkelser telefonisk til træningsstedet. Større forsinkelser kan medføre, at træningen bliver aflyst.

Træningsstedet vil som udgangspunkt ikke foretage ændringer og/eller aflysninger af den planlagte træning. Sker der aflysninger, skal der tilbydes erstatningstræning.

Sker der ændringer af aftalt træningstid, vil du få besked senest om morgenen samme dag.

Formålet med genoptræning er, at du indenfor tidsbegrænset periode så vidt muligt opnår samme funktionsniveau som tidligere ud fra de forudsætninger du har og ud fra en faglig vurdering.

I forbindelse med din opstart af træningen udarbejdes der individuelle mål. Disse mål udarbejdes i samarbejde mellem dig og din terapeut, og er styrende for det videre genoptræningsforløb.

Træningsstedet er ansvarligt for, at genoptræningen udføres efter almindelig anerkendt faglig standard. Træningsforløbet skal tilpasses dine behov og evt. andre særlige forhold der kan være beskrevet i genoptræningsplanen.

Genoptræningen er målrettet træning mod et aktivitetsmål, der sættes sammen med dig og tager udgangspunkt i dit tidligere funktionsniveau.

Træningen kan gennemføres via holdtræning, individuel træning eller som digitalt understøttet træning/hjemmeøvelser med løbende supervision af terapeut.
Hvilket tilbud du tilbydes sker på baggrund af en faglig vurdering og i dialog med dig.

Din træning slutter, når du har opnået det fastsatte mål ved træningens start eller hvis terapeuten fagligt vurderer, at du er nået det funktionsniveau, der skønnes muligt indenfor for den tidsbegrænset periode, som genoptræningen foregår i.

Slutstatus fremsendes til din egen læge, og i enkelte tilfælde til henvisende hospital.

Du vil ved afslutningen modtage vejledning i, hvordan du kan forsætte træning/aktivitet i eget hjem eller i nærmiljøet.

 

Hvis du skal have genoptræning i kommunen, vil du senest på udskrivningsdagen fra hospitalet få udleveret en genoptræningsplan. Genoptræningsplanen sendes efter dit samtykke til egen læge og bopælskommunen.

Kommunen vurderer herefter, om der er behov for kørsel. Er dette tilfældet, bevilges kørsel.

Genoptræningen er gratis, når genoptræningen ydes efter bestemmelserne i Sundhedslovens § 140.

Du skal som hovedregel selv sørge for og betale transporten til og fra genoptræningsstedet. Ifølge bekendtgørelse om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven § 23, er der dog visse situationer, hvor det er muligt at få enten bestilt og betalt kørsel eller få befordringsgodtgørelse.

Ved det første kontakt vil en terapeut vurdere om du opfylder betingelserne for betalt kørsel, og om der er behov for at få en ledsager med. Afgørelsen revurderes af terapeuten under genoptræningsforløbet, og kan ændres hvis behovet ændrer sig.

Genoptræningen kan være behjælpelig med at søge befordringsgodtgørelse.

 

Du har ret til at klage over:

• Serviceniveauet i forhold til genoptræningen

• Det faglige indhold i genoptræningen.

Klager over serviceniveauet herunder ventetider, organiseringen og omfanget af genoptræning i forhold til den genoptræning, der ydes i kommunalt regi, skal rettes til Bornholms Regionskommune, Genoptræningen.

Klager over det faglige indhold i genoptræningen, herunder sundhedspersoners faglige virksomhed i forbindelse med genoptræningen og om genoptræningsydelsen svarer til almindelig anerkendte faglige standarder, skal rettes til Styrelsen for Patientklager. Selve klagen skal du sende til styrelsen fra hjemmesiden www.borger.dkved at logge på med MitID.

Du kan klage til Patienterstatningen, hvis du søger erstatning i forbindelse med træningen. Her skal du også gå til www.borger.dk, hvor du skal udfylde og indsende et klageskema. Her skal du også logge på med MitID.

Kontakt

Hjælpemidler og Genoptræning kan kontaktes på telefon 56 92 54 00 alle hverdage fra kl. 9.00 - 10.00 

Har du brug for at melde afbud til træning, kan du indtale en besked på vores telefonsvarer på nr. 56 92 77 41