I dette skoleår har alle Bornholms 1. klasser deltaget i et særligt musikforløb, hvor Bornholms Kulturskole og øens skoler har arbejdet tæt sammen om at bringe sang, bevægelse og fortælling ind i undervisningen. Forløbet kulminerer nu i en stor fælles koncert med Sigurd Barrett.
Koncerten finder sted onsdag den 25. marts kl. 10 i Musikhuzet, hvor omkring 300 elever samles.
Gennem et ti ugers forløb har Kulturskolens undervisere besøgt klasserne og arbejdet med sange fra Sigurds Danmarkshistorie. Eleverne har ikke blot lært melodier og tekster, men også fagter og bevægelser, der gør fortællingerne levende.
Men projektet handler om mere end musik.
Når børn synger sammen, opstår der et særligt fællesskab. I klasselokalet har det styrket relationer og skabt nye måder at være sammen på – og ved afslutningskoncerten bliver dette fællesskab løftet til et helt nyt niveau, når alle elever samles.
“Musikken kan noget helt særligt. Den skaber en umiddelbar forbindelse mellem børnene og giver dem en oplevelse af at høre til i et fællesskab – både i klassen og på tværs af skoler,” siger kulturskoleleder Michael Charles Gaunt.
Samarbejdet mellem skolerne og Kulturskolen har gjort det muligt at kombinere den daglige undervisning med nye kunstneriske perspektiver. I de trygge rammer fra hverdagen har eleverne fået mod på at bruge deres stemme – og oplevet, hvordan de sammen kan skabe noget større.
Ved koncerten er eleverne ikke blot publikum, men aktive deltagere. Sammen med Sigurd Barrett synger de de sange, de har arbejdet med – og mærker, hvordan deres egne stemmer bliver en del af et stort, fælles lydbillede.
Koncerten er en intern afslutning på projektet og er ikke åben for offentligheden, men markerer en vigtig fælles oplevelse for de deltagende elever og undervisere.
