Folkeoplysende foreninger har mulighed for at søge om en række forskellige tilskud til foreningernes aktiviteter. Regler for tilskud til de frivillige folkeoplysende foreningsarbejde fastsat i Folkeoplysningsloven og af Bornholms Regionskommune.
Tilskudspuljer
Alle godkendte frivillige folkeoplysende foreninger kan søge om:
- Medlemstilskud
- Lokaletilskud
- Leder-, lærer- og instruktøruddannelsestilskud
- Rejsetilskud
- Start- og udviklingspulje
Ansøgningsfrister, skemaer m.v. findes længere nede på siden.
Nedenfor kan tilskudsreglerne læses i hovedtræk. Det er til enhver tid de samlede tilskudsregler, som er politisk godkendt, der er gældende.
Læs tilskudsreglerne for folkeoplysende foreninger på Bornholm
Medlemstilskud
Medlemstilskud ydes til alle under 25 år (0-24 år). Tilskuddet pr. medlem under 25 år er afhængigt af det samlede antal medlemmer under 25 år i samtlige folkeoplysende foreninger i kommunen, og det samlede budget til rådighed til medlemstilskud. Tilskuddet antages at ligge mellem 100-120 kr. dog maksimalt 50% af det indbetalte kontingent.
Der ydes tilskud til handicappede medlemmer, uanset alder.
Ansøgning om medlemstilskud
Der søges om medlemstilskud på blanketten ”Foreningstilskud”. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om samlede antal aktivitetsmedlemmer i foreningen, samt antal under og over 25 år.
Et aktivitetsmedlem er et medlem, der har betalt kontingent og deltaget aktivt i en aktivitet i mindst tre måneder i det foregående år. Medlemsantal opgøres pr. 31. december.
Tidsfrist
- Ansøgning indsendes senest 1. april i tilskudsåret
Eksempel: Et medlem skal have betalt kontingent og været aktiv senest pr. 1. oktober og året ud, for at kunne tælle som et aktivitetsmedlem ved ansøgningen pr. 1. april året efter. Medlemmer indmeldt efter den 1. oktober kan derved ikke tælles som aktivitetsmedlem.
Ansøg om medlemstilskud
Lokaletilskud
Lokaletilskud ydes til driftsudgifter til lokaler, herunder haller og lejrpladser, der ejes eller lejes af folkeoplysende foreninger. Der ydes ikke lokaletilskud til folkeoplysende foreninger, der ikke har aktivitetsmedlemmer under 25 år.
Der ydes tilskud med 65% af driftsudgifterne, dog maks. 65% af 164,29 kr. pr. time i 2026. timesatsen reguleres årligt med den procentsats, der anvendes ved regulering af statens generelle tilskud til regionskommunen. Hvis mere end 25% af aktivitetsmedlemmerne i foreningen er 25 år eller derover, sker der i beregningen af aconto-tilskuddet et fradrag med den procentsats der overstiger 25%. Når afregningen foretages justeres procentsatsen så budgettet anvendes fuldt ud.
Tilskud over 4.000 kr. udbetales som aconto udbetalinger fordelt med 70% den 15. januar og 30% den 1. oktober. Tilskud under 4.000 kr. udbetales ikke forud, men udbetales i forbindelse med afregning for året.
Ved anviste kommunale og selvejende haller/svømmehaller opkræves der et gebyr, dette er ikke tilskudsberettiget.
Ansøgning om lokaletilskud
Der søges om lokaletilskud på blanketten ”Foreningstilskud”, som skal være indsendt inden 1. april. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om samlede antal aktivitetsmedlemmer i foreningen, samt antal under og over 25 år og fungerer også som en ansøgning om medlemstilskud. Ansøgningen skal ligeledes indeholde oplysninger om foregående års lokaletilskudsregnskab samt kommende års budget.
Tidsfrister
- Ansøgning om tilskud for kommende år: 1. april året forud
- Korrigering af budget for kommende år: 1. oktober året forud
- Afregning af tilskud for forrige år: 1. april efter tilskudsårets afslutning.
Eksempel: Indeværende år er 2026 og foreningen skal indsende ansøgning om lokaletilskud for kommende år inden 1. april 2026, samt afregne for forrige år som er 2025. For 2025 indberettes de faktiske udgifter foreningen havde i året, som er godkendt på generalforsamlingen samt de faktisk afviklede aktivitetstimer. Kommende år, er det år der lægges budget for, hvilket er 2027. For 2027 indberettes de forventede udgifter og forventede aktivitetstimer. På denne måde indsendes budget og afregning samtidig.
Ansøg om lokaletilskud
Leder-, lærer og instruktøruddannelse
Formålet med tilskudspuljen er at støtte foreninger der gerne vil uddanne og opkvalificere deres ledere, lærer og instruktører. Puljen kan søges af godkendte folkeoplysende foreninger, og tilskuddet kan ydes til kurser og uddannelser, som har et opkvalificerende formål. Er du i tvivl om, hvorvidt et kursus er støtteberettiget, kan Kultur og Fritid kontaktes før deltagelse.
Der ydes tilskud til foreningens kursusudgifter efter følgende regler:
- Kursusvirksomhed på Bornholm: maks. 440 kr. pr. deltager (til kursusgebyr)
- Kursusvirksomhed øst for Storebælt og udlandet: maks. 880 kr. pr. deltager (til kursusgebyr og rejseudgifter)
- Kursusvirksomhed vest for Storebælt: maks. 1.100 kr. pr. deltager (til kursusgebyr og rejseudgifter)
Ved kurser i udlandet, skal Kultur og Fritid godkende kurset på forhånd, så det sikres, at det lever op til de krav som stilles til folkeoplysende foreninger.
Kursusbeskrivelse, oplysning om evt. tilskud fra anden side samt dokumentation for afholdte udgifter skal kunne vises på forlangende.
Hvis ansøgningerne overstiger det afsatte budget, nedsættes foreningernes tilskud forholdsmæssigt så budgetrammen ikke overskrides.
Ansøgning om tilskud til leder-, lærer- og instruktøruddannelse
Der søges om tilskud via ansøgningsskema som tilgås nedenunder. Det er foreningens kasserer der skal indsende ansøgningen. Der kan sendes en samlet ansøgning eller løbende efter afholdelse.
Ansøgninger behandles én gang årligt.
Tidsfrist
- Ansøgningsfristen er den 15. januar året efter kursusafvikling.
Eksempel: Foreningen sender instruktører på kurser i løbet af 2026. Foreningens kasserer udfylder og indsender ansøgning om tilskud september 2026. Ansøgningen behandles efter ansøgningsfristen den 15. januar 2027. Eventuelle ansøgninger sendt efter ansøgningsfristen behandles ikke men kan evt. komme i betragtning året efter, såfremt der er midler i overskud i puljen.
Ansøg om tilskud til leder-, lærer- og instruktøruddannelse
Rejsetilskud
Formålet med puljen er at støtte foreninger der deltager i stævner, turnerings- og lejrvirksomhed i det øvrige land. Rejsetilskud gives ikke til uddannelse/kurser. Idrætsforeninger søger rejsetilskud via Idrættens Rejsefond og øvrige foreninger søger rejsetilskud hos kommunen, ved brug af ansøgningsskema nedenfor. Øvrige foreninger er eksempelvis skakklubber, spejdere mv.
Der ydes tilskud til foreningernes udgifter til rejser – medlemmers eventuelle egenbetaling kan der ikke ydes tilskud til.
Der ydes rejsetilskud efter følgende regler:
· Tilskud ydes til rejser for medlemmer under 25 år
· Rejser til stævner, turneringer og lejre uden for Bornholm
· Tilskud fra anden side, herunder deltagernes egenbetaling, modregnes i rejseudgifter inden beregning
· Tilskud kan maks. 50% af foreningens rejseudgift, og maks. 1.000 kr. pr. deltager.
Hvis ansøgningerne overstiger det afsatte budget, nedsættes foreningernes tilskud forholdsmæssigt så budgetrammen ikke overskrides.
Beskrivelse af rejsens formål, oplysning om evt. tilskud fra anden side samt dokumentation for afholdte udgifter skal kunne vises på forlangende.
Ansøgning om rejsetilskud
Idrætsforeninger skal rette henvendelse til Idrættens Rejsefond på Bornholm
- Formand: Steffen Munch, telefon: 20140755
- Kasserer: Tommy Jensen, telefon: 24916141
Øvrige foreninger har mulighed for at søge rejsetilskud ved at udfylde ansøgningsskema nedenfor. Udfyldt skema sendes til kf@brk.dk
Ansøg om rejsetilskud
Ansøgninger behandles af kommunen én gang årligt.
Tidsfrist
- Ansøgningsfristen er den 15. januar året efter kursusafvikling.
Eksempel: Foreningens medlemmer deltager i et stævne på Sjælland i løbet af 2026. Foreningens kasserer udfylder og indsender ansøgning om tilskud september 2026. Ansøgningen behandles efter ansøgningsfristen den 15. januar 2027. Eventuelle ansøgninger sendt efter ansøgningsfristen behandles ikke men kan evt. komme i betragtning året efter, såfremt der er midler i overskud i puljen.
Start- og udviklingspuljen
Folkeoplysningsudvalget råder over en pulje, som har til formål dels at sikre støtte til udviklingsarbejde med et folkeoplysende sigte og dels at opfylde de overordnede målsætninger i Bornholms Regionskommunes folkeoplysningspolitik.
Puljen understøtter nye og udviklende initiativer, der fremmer aktiv deltagelse i samfundslivet med fokus på frivillighed, forebyggelse, integration og rummelighed.
Puljen kan søges af godkendte folkeoplysende foreninger og selvorganiserede grupper, med et folkeoplysende sigte. Puljen støtter nye- og udviklingsinitiativer med et generelt folkeoplysende sigte og det ansøgte skal derudover opfylde minimum én af folkeoplysningspolitikkens målsætninger:
- Styrkelse af lokalsamfundene
- Styrkelse af den fysiske og psykiske sundhed og trivsel blandt borgerne
- Understøtte nyskabende aktiviteter
- Motivere til udvikling, deltagelse og involvering i lokalsamfund og demokrati
- Bidrag til dannelsen af alle generationer
Projekter, der sætter udvikling og børn og unge i fokus, vil blive prioriteret højest.
Der kan ikke forventes støtte til følgende:
- Drift, anlæg eller vedligehold af bygninger
- Fortsættelse af eksisterende aktiviteter eller aktiviteter, der tidligere er støttet
- Aktiviteter, der er påbegyndt inden ansøgningsfristen
Ansøgning tilskud fra start- og udviklingspuljen
Ansøgninger skal indeholde:
- Beskrivelse af initiativets formål og indhold
- Beskrivelse af hvilke(n) målsætning(er) initiativet understøtter samt hvordan
- Budget over samtlige forventede indtægter og udgifter
Øvrige krav til ansøgning:
- Der er et krav om minimum 10% medfinansiering. Dette kan ske ved foreningens eget bidrag, tilskud fra fonde, sponsorater eller lignende.
Ansøgninger behandles i Folkeoplysningsudvalget tre gange om året.
Ansøg om tilskud fra start- og udviklingspuljen
Tidsfrister for start- og udviklingspuljen
Ansøgningsfrister i 2026:
- 18. januar (Ansøgninger behandles 11. februar)
- 25. maj (Ansøgninger forventes behandlet i uge 26)
- 4. oktober (Ansøgninger forventes behandlet i uge 46)
Regnskabsaflæggelse
- Senest 3 måneder efter initiativets gennemførsel
Tilsagnsperiode
- Tilsagn gælder i 1 år fra tilsagnsdato
- Mulighed for administrativ forlængelse i 3 måneder efter ansøgning.
Regnskab for tilskud
Senest 3 måneder efter initiativets gennemførsel, skal der indsendes et regnskab hvorefter tilskuddet udbetales. Af regnskabet skal samtlige indtægter og udgifter fremgå. Med regnskabet fremsendes underliggende bilag.
Senest 6 måneder efter initiativets gennemførsel, indsendes en evaluering.
Såfremt der i tilsagnsskrivelse er særlige vilkår for udbetaling af tilskud, skal det tydeligt fremgå af regnskabet og/eller evalueringen, at vilkårene er opfyldt. Tilskud udbetales aldrig før evt. vilkår er opfyldt.
Indsend regnskab til Kultur og Fritid
Tilsagnsperiode
Tilsagn om tilskud er gældende et år fra tilsagnsdato. Herefter bortfalder tilsagnet. Det er imidlertid muligt at søge om en forlængelse af tilsagnsperioden op til 3 måneder.
Ansøgning om forlængelse af tilsagnsperioden fremsendes til Kultur og Fritid og behandles administrativt.
Tilsagn om tilskud gives på baggrund af den konkrete ansøgning og dens projektbeskrivelse. Såfremt formålet med projektet ændrer sig, skal sagen genbehandles af Folkeoplysningsudvalget.