
Løntilskud til førtidspensionister
Job med løntilskud til førtidspensionister (tidligere kaldet skånejob) giver dig, der modtager førtidspension og ikke kan klare arbejde på almindelige vilkår, mulighed for at være i arbejde på deltid eller fuld tid. Arbejdet og løn- og arbejdsvilkår aftales med arbejdsgiveren, og jobbet skal godkendes som rimeligt af din kommune, som også udbetaler tilskuddet til arbejdsgiveren.
Hvad leder du efter?
Regler for job med løntilskud for førtidspensionister
Job med løntilskud for førtidspensionister (tidligere kaldt skånejob) er en mulighed, hvis du ikke kan klare et job på almindelige vilkår. Du kan både arbejde på fuldtid og deltid, men du skal modtage førtidspension og må ikke være folkepensionist.
Løn- og arbejdsvilkår
Løn- og arbejdsvilkår aftales mellem dig og arbejdsgiveren i samarbejde med de faglige organisationer.
Løntilskud
For at få tilskud skal jobbet godkendes som rimeligt af kommunen. Det er den kommune, hvor du bor, der skal godkende jobbet.
Tilskud til oplæring - mentorordning
Hvis dit fysiske eller psykiske tilstand betyder, at du har brug for hjælp eller vejledning, når du starter i jobbet, kan virksomheden få et tilskud fra kommunen til at dække de ekstra udgifter.
Tilskudsordningen kaldes for en mentorordning og dækker også for uddannelse af den medarbejder, der skal stå for din oplæring.
Støtte til hjælpemidler
Skal arbejdspladsen ændre på indretningen, eller er der brug for nogle særlige arbejdsredskaber, kan virksomheden søge tilskud hos kommunen. For at få tilskud skal hjælpemidlerne være af afgørende betydning for, om du kan klare dit arbejde.