Tilladelse til campingplads, naturcamping, primitiv lejrplads, glamping mv.

Driver du – eller planlægger du at drive – en primitiv lejrplads, en glampingplads eller campingplads? Her kan du læse om reglerne og krav i forbindelse med etablering og drift af forskellige former for overnatningsarealer og udlejningstilladelse til campingpladser, hvornår du skal søge, hvad ansøgningen skal indeholde, og hvordan sagsbehandlingen foregår.

På ejendomme i landzonen der er i forbindelse med, eller i nær beliggenhed af beboelsesbygningen knyttet til den pågældende ejendom vil det umiddelbart være muligt at etablere et primitivt overnatningssted.

Der kan dog være tale om visse restriktioner hvis pladsen ikke etableres i nærheden af ejendommens bolig.

Etablering af et primitivt overnatningssted vil ikke være omfattet af kravet om landzonetilladelse, men placeringen og pladsens indhold vil stadig skulle vurderes af Regionskommunen. Dette er så det sikres at der ikke er væsentlige landskabelige hensyn der taler imod etableringen af pladsen og at der ikke er landskabelige forhold der kan udløse krav om landzonetilladelse.

Hvad er et primitivt overnatningssted?

Erhvervsstyrelsens Vejledning om landzoneadministration beskriver primitive overnatningssteder således:

”Et primitivt overnatningssted i form af en lejrplads med ganske få telte kan dog etableres uden landzonetilladelse, hvis der alene er tale om lejlighedsvis teltslagning af midlertidig karakter på en mindre del af en ejendom, der i øvrigt anvendes til andre formål. Det gælder uanset, om der betales et mindre vederlag for benyttelsen, og om der gives adgang til ejendommens toilet m.v.

Ved afgørelse af, om der er tale om et primitivt overnatningssted, skal der lægges vægt på en række forhold såsom arealets størrelse, beliggenhed og tilgængelighed, antal telte, der kan opstilles samt opholdets varighed og faciliteter.

Det forudsættes således, at der er tale om et mindre, afgrænset areal, der kan rumme op til 5-8 telte, at de enkelte ophold på arealet er af kortere varighed (typisk to nætter), at der typisk kun er adgang til arealet for gående, cyklende, ridende og sejlende o.l., samt at der af faciliteter kun forefindes et multtoilet, enkelte shelters(obs), samt mulighed for vand.

På primitive overnatningssteder kan der således ikke opstilles faste konstruktioner, såsom sanitetsbygninger, hytter e.l., ligesom der ikke må placeres campingvogne.

Der gøres opmærksom på, at naturbeskyttelseslovens kap. 4 indeholder generelle regler om offentlighedens adgang.” (Vejledning om landzoneadministration Planlovens §§ 34-38. juli 2018. – Erhvervsstyrelsen. 3.12.2 Ferie- og fritidsformål)

(obs) Ved et shelter forstås et ly for vejret til ophold og overnatning i jordniveau, som ikke må være hyttelignende, dvs. det skal være åbent (typisk med en åben facade, der ikke kan lukkes med låger o.l.), lavt (typisk ikke ståhøjde) og primitivt (ingen faciliteter).

Hvis disse kriterier er opfyldt, kræves hverken udlejningstilladelse efter sommerhusloven eller campingreglementet (BEK nr. 844 af 30/06/2010).

Er kriterierne ikke opfyldt, vil udlejning efter omstændighederne kræve udlejningstilladelse efter sommerhusloven (LBK nr. 949 af 03/07/2013).

Der gives som altovervejende hovedregel ikke tilladelse til erhvervsmæssig udlejning af shelters.

Individuel vurdering af arealer

I den enkelte sag vil Regionskommunen skulle vurdere på de ønskede arealer, og vurdere hvad der vil kunne lade sig gøre i forhold til det omkringliggende landskab. 

Der tages også højde for naturbeskyttelsesinteresser og beskyttet dyreliv i det åbne land. Der vil oftest være tale om eksisterende åbne arealer der er placeret så de ikke virke dominerende i det åbne landskab, fx en lysning i en skov eller en engstrækning i en lavning. 

Hvordan må pladsen udformes og benyttes?

Rammerne for etablering og udnyttelse af en primitiv overnatningsplads på et vilkårligt areal vil ofte være således:

  • Pladsen udformes som et afgrænset areal hvor der kan stå 5-8 telte.
  • Den enkelte bruger af pladsen benytter pladsen i en kort periode, normalt op til to nætter.
  • Der er typisk kun adgang til arealet for gående, cyklende, ryttere o.lign.
  • Regionskommunen vurderer hvorvidt det vil være muligt at etablere yderligere faciliteter, så som muldtoilet og shelters.
  • Der må ikke opstilles faste konstruktioner så som: sanitetsbygninger, hytter, campingvogne o.lign. og der må ikke etableres parkeringsfaciliteter i forbindelse med pladsen.

Hvor det er muligt, og hvor pladser viser sig at være attraktive, kan der eventuelt opnås en landzonetilladelse til udvidelse af faciliteter, men en vurdering om dette vil skulle foretages i den enkelte sag.

Har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte landzonemyndigheden:

Landzone@brk.dk 

For at kunne etablere en glampingplads vil det være nødvendigt at opnå en landzonetilladelse først.

De almindelige landzoneregler i planloven forhindrer ikke, at regionskommunen efter en konkret vurdering meddeler landzonetilladelse til etablering af glampingenheder. Dette forudsætter dog, at det ansøgte er foreneligt med de hensyn, der skal varetages med landzonereglerne, og praksis er som følge heraf restriktiv.

I forbindelse med vurderingen om hvorvidt regionskommunen kan meddele landzonetilladelse til etablering af en glampingplads, en række hensyn varetages i overensstemmelse med planlovens bestemmelser og praksis.

Blandt andet planlægningsmæssige hensyn, hensyn til jordbrugserhvervene, natur- og landskabshensyn, hensyn til naboejendomme, rekreative- og turismemæssige hensyn samt hensyn til præcedensvirkning.

Placering af glampingenheder – afstand, haveafgrænsning og landskab

Regionskommunens skal igennem dens landzoneadministration som udgangspunkt undgå spredt bebyggelse i det åbne land. Ny bebyggelse i det åbne land (herunder opstilling af glampingenheder) skal placeres i tilknytning til eksisterende bygninger, så ejendommens bygninger og færdselsarealer udgør en hensigtsmæssig enhed og placeres under hensyntagen til bl.a. landskab og natur.

Efter praksis anses en bygning normalt for at have tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, hvis afstanden til hver enkelt glampingenhed er op til ca. 20 meter. Det er dog altid en konkret vurdering.

Der lægges ved vurderingen også vægt på, om glampingenhederne placeres inden for den naturlige afgrænsning af ejendommens haveareal, og at de derfor vil medføre en begrænset påvirkning af landskabet.

Hvis det sker inden for naturlig afgrænsning af eksisterende haveanlæg, beror det således på en konkret vurdering af, om de ligger i tilknytning til eksisterende bebyggelse.

Der kan efter omstændighederne gives landzonetilladelse til småbygninger, herunder glampingtelte, selv om disse ikke ligger i umiddelbar tilknytning til det øvrige byggeri på ejendommen.

Det er en forudsætning, at der er tale om småbygninger, som hører naturligt hjemme i en have, og som har en beskeden størrelse og højde, samt at haven har en sædvanlig størrelse og en veldefineret afgrænsning, f.eks. i form af vej, hæk, hegn, træer el.lign.

Tidligere afgørelser fra planklagenævnet viser, at fire enheder ofte er det maksimale antal af glampingenheder der kan opstilles på en ejendom, medmindre der er tale om bebyggelse ved en veletableret turistattraktion eller virksomhed med væsentlige besøgsaktiviteter, som ikke allerede omfatter udlejning af hus eller husrum til overnattende gæster.

Hvis projektet ikke opfylder kravene om placering, afgrænsning og hensyn til natur og landskab mm. kan en tilladelse nægtes helt.

Regionskommunen foretager en individuel og konkret vurdering af hvert enkelt projekt ud fra de hensyn, der ligger bag landzonebestemmelserne.

Det er muligt at læse nærmere om reglerne vedrørende glamping i Plan og landdistriktsstyrelsens Vejledning om glamping.

Har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte landzonemyndigheden:

landzone@brk.dk 

For lovligt at kunne drive en campingplads i længere tid end 6 uger årligt, skal den, der faktisk driver pladsen, have en såkaldt personlig udlejningstilladelse (campingbekendtgørelsens §§2 og 5). 

Det gælder også, hvis du vil foretage ændringer på en eksisterende campingplads eller hvis pladsen har skiftet ejer eller selskabsform.

Ved campingpladser forstås arealer, som erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 6 uger årligt udlejes eller fremlejes til dag- og natophold i campingenheder, det vil sige telte, campingvogne eller campinghytter.

Krav om ny tilladelse ved ændringer på campingpladsen

Enhver udvidelse af en campingplads kræver en ny udlejningstilladelse. Ved udvidelse forstås både arealmæssigt, antal enheder og hytter samt mulighed for vintercampering og vinteropbevaring.

Et areal, som indskrænkes, kræver også en ny udlejningstilladelse.

Det kræver også en ny udlejningstilladelse, hvis du vil benytte et areal, der støder op til en campingplads, som aflastningsareal i kortere perioder.

En tilladelse er personlig og kan derfor ikke videregives ved salg af campingpladsen eller ved ansættelse af ny forpagter.

Campingenheder og offentlighed

For at opnå en udlejningstilladelse skal en campingplads som en hovedregel mindst indeholde 100 campingenheder og være åbne for offentligheden.

Ved campingenheder forstås telte, campingvogne, campingbiler/autocampere, mobilehomes og campinghytter, herunder campingværelser og trætophytter m.v. En campingenhed kan være transportabel eller ikke-transportabel.

Planforhold og lokalplanpligt

Etablering af en ny campingplads vil som udgangspunkt medføre en væsentlig ændring af det bestående miljø, hvilket i langt de fleste tilfælde udløser lokalplanpligt jf. Planlovens §13, stk. 2.

Såfremt den ønskede placering er beliggende inden for kystnærhedszonen kan det være svært at planlægge for en campingplads medmindre denne placeres i forbindelse med et eksisterende bysamfund eller ferie- og fritidsbebyggelser jf. Planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 4.

Har du spørgsmål til ovenstående er du velkommen til at kontakte campingmyndigheden:

Camping@brk.dk 

Alt efter hvilken type camping areal der ansøges om og hvor det placeres kan der være tale om et forhold der er omfattet af behandling af flere forskellige myndigheder. Her kan der både være tale om myndighedsområder der varetages af Regionskommunen, men også andre myndigheder så som Fredningsnævnet, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Kystdirektoratet.

Såfremt det ansøgte kræver en tilladelse eller en dispensation fra en anden myndighed vil disse skulle være på plads inden regionskommunen kan påbegynde sagsbehandling af sagen. 

Typisk vil et projekt skulle i nabohøring til de omkringliggende naboer, denne høringsperiode tager som udgangspunkt 3 uger.

Når der modtages en afgørelse fra de enkelte myndigheder er der som udgangspunkt en klagefrist på 4 uger hvor afgørelsen kan påklages til det relevante klagenævn. Det er først når klagefristen er overstået at en tilladelse kan udnyttes.

I tilfældet af landzonetilladelser til etablering af glampingpladser vil der også være krav om en byggetilladelse, når alle andre tilladelser er indhentet.

Har du spørgsmål til nogle af typerne af campingarealer er du altid velkommen til at stille spørgsmål til de relevante myndigheder, og der er mulighed for at holde et møde med sagsbehandlere fra de relevante myndighedsområder i regionskommunen.

Når Regionskommunen skal foretage en vurdering af om der vil være krav om landzonetilladelse til et primitivt overnatningssted vil det være nødvendigt at indsende følgende:

  • Detaljeret prosabeskrivelse af det pågældende projekt.
    • Prosabeskrivelsen skal gerne være meget uddybende og beskrive projektet i detaljer, projektets formål og funktion, hvordan pladsen udføres, arealerne der anvendes, afstand til naboer, øvrige nyttige oplysninger om projektet. Det er ikke meningen at beskrivelsen skal være så kort som mulig, den skal være fyldestgørende og give et helhedsbillede af projektet.
    • Beskrivelsen skal være i prosaformat og skal skrives i hverdagssprog, sådan at naboer kan forstå hvad projektet går ud på.
  • Målfast situationsplan med matrikelgrænser indtegnet.
  • Billeder af arealerne hvor pladsen etableres.

Beskrivelsen af projektet indsendes til landzone@brk.dk med "Ansøgning om etablering af primitivt overnatningssted" og den pågældende adresse skrevet i emnefeltet

En ansøgning om landzonetilladelse til etablering af en glampingplads vil som udgangspunktet skulle indeholde følgende oplysninger:

  • Detaljeret prosabeskrivelse af det pågældende projekt.
    • Prosabeskrivelsen skal gerne være meget uddybende og beskrive projektet i detaljer, projektets formål og funktion, hvordan glampingpladsen udføres, beskrivelse af glampingenhederne, materiale og farvevalg, arealerne der anvendes, afstand til naboer, øvrige nyttige oplysninger om projektet. Det er ikke meningen at beskrivelsen skal være så kort som mulig, den skal være fyldestgørende og give et helhedsbillede af projektet.
    • Beskrivelsen skal være i prosaformat og skal skrives i hverdagssprog, sådan at naboer kan forstå hvad projektet går ud på.
  • Målfast situationsplan med matrikelgrænser indtegnet.
  • Målfast og målsat plantegning af en glampingenhed
  • Målfaste og målsatte facadetegninger.
  • Billeder/skitser af de enheder der ønskes opstillet.
  • Billeder af arealerne hvor enhederne ønskes opstillet.

En ansøgning kan indsendes via www.bygogmiljoe.dk eller som en mail til landzone@brk.dk med "Ansøgning om etablering af glampingplads" og den pågældende adresse skrevet i emnefeltet

Ansøgningen om personlig udlejningstilladelse skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Campingpladsens navn og beliggenhed
  2. Oplysning om, hvem den personlige tilladelse skal meddeles til (navn, cvr nummer, adresse, mailadresse og telefonnummer)
  3. Fuldmagt fra ejendommens ejer – hvis ansøger og ejer ikke er den samme
  4. Kort med oplysninger over eksisterende forhold på pladsen (areal i ha, antal campingenheder, antal enheder til vintercamping, areal til vinteropbevaring, antal hytter samt antal vogne til udlejning)
  5. Kort med oplysninger over eventuelle, ønskede udvidelser og lignende.

Ansøgningen indsendes til camping@brk.dk med "Ansøgning om udlejningstilladelse til campingplads" og den pågældende adresse skrevet i emnefeltet.

Kontakt

Center for Miljø, Plan og Kultur

nmf@brk.dk
landzone@brk.dk
camping@brk.dk