Når tanker om krop og mad fylder for meget

'Når tanker om krop og mad fylder for meget' er et familiebaseret samtaletilbud til børn og unge mellem 10 og 17 år, som er overoptagede af krop, mad, motion eller oplever høj utilfredshed med deres egen krop.

Når der opstår bekymring for, at tanker om krop, mad eller træning fylder for meget hos et barn eller en ung, kan vores familiebaserede samtaleforløb være en støtte. 

For nogle børn og unge kan utilfredshed med kroppen eller et stort fokus på mad og træning komme til at fylde så meget, at de begynder at trække sig fra aktiviteter, steder eller personer. Bekymringer og isolation kan vokse og påvirke hverdagen.

Formålet med forløbet er at støtte barnet eller den unge – sammen med forældrene – i en sund udvikling og give konkrete strategier til at håndtere tanker, følelser og adfærd.

Praktiske oplysninger

Et lettilgængeligt behandlingstilbud er et gratis, kommunalt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel, der tilbyder hurtig afklaring og behandling uden henvisning. Tilbuddet fokuserer på tidlig indsats ved lettere til moderat psykisk mistrivsel som angst, tristhed, bekymringer eller lavt selvværd. I Bornholms Regionskommune er STIME en central del af det lettilgængelige behandlingstilbud. STIME står for "Styrket Tværsektoriel Indsats for børn og unges MEntale sundhed" og er manualbaserede behandlingsindsatser udviklet i et samarbejde mellem kommune og psykiatri.

Over en periode på to til tre måneder mødes familien med to behandlere fra tilbuddet til mindst seks samtaler, der varer 1-1,5 time. Forældrene er med hver gang, men i dele af samtalerne kan barnet/den unge være alene med behandlerne. Der går typisk en uge imellem hver samtale, hvor familien øver sig på det, der er blevet gennemgået i samtalerne.

  • Alle forløb i det lettilgængelige behandlingstilbud er manualbaseret. Det vil sige, at der er en form for "opskrift" for forløbene, som er baseret på forskning og evidensbaserede metoder, hvilket er med til at sikre en høj og ensartet kvalitet i behandlingen. Der vil stadig være mulighed for i nogen grad at tilpasse forløbet og dets indhold til det enkelte barn/den unge og familiens behov.

  • Hjemmearbejde: I de individuelle samtaler støttes barnet/den unge i nye måder, hvorpå barnet/den unge kan regulere sine følelser og de situationer, der fremkalder de svære tanker og følelser.

  • Varigheden af forløbene kan variere, men for de unge i individuelle forløb vil der være minimum 6 samtaler og oftest flere.  Gruppeforløbene FÅ STYR PÅ angsten og Forældrepiloterne strækker sig over ca. 10 uger.

  • Krav til deltagelse: I det lettilgængelige tilbud er der ikke behov for hverken diagnose eller henvisning fra en fagperson. Til gengæld er barnets/den unges og forældrenes motivation vigtig. Barnet/den unge skal gennem forløbet øve sig i at afprøve nye måder at regulere sine følelser på, støttet af behandleren. Det er en forudsætning for at kunne gennemføre et forløb, at man møder op til de aftalte samtaler, at man deltager aktivt og får øvet sig på hjemmeopgaverne fra gang til gang.

  • Inddragelse af læringsmiljøet: Der vil på sporene med individuelle forløb være mulighed for at inddrage læringsmiljøet enten med et netværksmøde eller ved vejledning til lærerteamet, hvis familien og skolen ønsker det. Dette aftales ved opstart eller undervejs i forløbet.​

Hvis du som forælder eller barn/ung er interesseret i at indgå i et forløb, eller du kender en, som du tænker kunne have gavn af et forløb, så kontakt os direkte på telefon eller mail. Her vil du få en snak med en af vores behandlere, som kan hjælpe jer med at afklare, om det lettilgængelige behandlingstilbud kan være en hjælp for jer. Behandleren kan også guide jer videre til andre tilbud, hvis noget andet vil passe bedre til jeres situation.

Vi begynder altid med en forsamtale over telefonen, hvor vi taler om den situation, I står i, og hvad I håber på at få hjælp til. Hvis det efter denne samtale ser ud til, at et individuelt forløb kan være relevant, sender vi spørgeskemaer til både forældre og ung, som hjælper os med at danne os et mere detaljeret billede af jeres situation.

Vi inviterer jer samtidig til en screeningssamtale, hvor både forældre og ung deltager. Her får vi mulighed for at lære jer bedre at kende og vurdere, hvad der vil være den bedste støtte. Efter samtalen vurderer behandleren, om I er i målgruppen for et individuelt forløb hos os, eller om andre tilbud kan være mere hjælpsomme.

Som fagperson tæt på et barn eller en ung, er du også velkommen til at henvende dig til en drøftelse af, hvorvidt et forløb kan være relevant for barnet eller den unge, du er i kontakt med. Husk at få forældrenes samtykke, medmindre du henvender dig anonymt.

Spise og selvskade team

Her kan du finde oplysninger om Bornholms Regionskommunes Spise- og selvskadeteam, der yder råd og vejledning om spiseforstyrrelser og anden selvskadende adfærd.

Senest opdateret 22-02-2026

Kontakt

Når tanker om krop og mad fylder for meget
Ann Pedersen
29 26 13 82

For generelle spørgsmål til vores tilbud kontakt:

Koordinater i Lettilgængeligt behandlingstilbud
Julie Due Solgaard
 21 58 66 28

Hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger, er det vigtigt, at du sender via Digital Post i den lyseblå boks.