Transport til og fra skole

Børn, der går på kommunens folkeskoler, kan have ret til gratis transport til og fra skole, hvis de går på distriktsskolen eller er visiteret til en anden folkeskole end distriktsskolen.

Nedenfor kan du læse mere om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at få gratis transport til og fra skole.
Dit barn kan få bevilget transport, hvis det opfylder mindst ét af de følgende kriterier.

Dit barn er berettiget til transport mellem hjem og skole, hvis nedenstående afstandskriterier er opfyldt:

  • Børnehaveklasse og 1. til 3. klasse: 2,5 km.
  • 4.-6. klasse: 6,0 km.
  • 7.-9. klasse: 7,0 km.
  • 10. klasse: 9,0 km.

Afstanden mellem hjem og skolen beregnes som den korteste vej eller sti mellem hjemmet og den nærmeste indgang til skolens område.

Hjem betyder her den adresse, hvor dit barn har folkeregisteradresse.

Ved opmåling af skolevejen medregnes kun offentligt tilgængelige veje eller stier, som dit barn kan gå, cykle eller køre på knallert hele året – fra hjemmet til skolens nærmeste indgang.

Du kan selv undersøge afstanden fra dit barns hjem til skolen på Krak.dk.

Hvis dit barn opfylder afstandskriterierne og dermed er berettiget til transport, kan du ansøge skolen om udstedelse af et skolebuskort.

Hvis dit barn skal krydse eller færdes mellem hjem og skole ad en vej, der vurderes som trafikfarlig, kan der bevilges transport for hele eller dele af skolevejen. Ved vurderingen tages der også hensyn til barnets alder og udvikling.

Bevilling af transport pga. trafikfarlig skolevej bevilges som skolebuskort.

Hvis dit barn har brug for kørsel på grund af en trafikfarlig skolevej, kan du søge om behovsvurderet kørsel via selvbetjeningsløsningen her på siden.

Hvis dit barn på grund af sit udviklingstrin eller nedsatte psykiske, sociale eller fysiske funktionsevner ikke selv kan komme til og fra skole, kan der bevilges behovsvurderet skolekørsel.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt dit barn kan transportere sig selv mellem hjem og skole, kan skolen bede om en lægeerklæring.

Behovsvurderet kørsel kan bevilges på forskellige måder, afhængigt af dit barns behov:

  • Som skolebuskort, hvor barnet kan bruge offentlig buskørsel.

  • Som befordringsgodtgørelse , hvis du selv kører barnet i skole.
    Befordringsgodtgørelsen gives efter statens lave takst for den korteste rute mellem hjem og skole, hvor dit barn sidder i bilen.
    Vær opmærksom på, at du ikke kan få befordringsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft. Godtgørelsen gælder fra den dato, ansøgningen modtages.

  • Som taxakørsel, hvis det vurderes som den bedste løsning for dit barn.

Hvis dit barn har brug for kørsel på grund af nedsat funktionsevne, kan du søge om behovsvurderet kørsel via selvbetjeningsløsningen her på siden.

 

Senest opdateret 07-02-2026

Kontakt

Har du spørgsmål om transport til og fra skole, eller er du i tvivl om, hvad der gælder for dit barn, så skal du tage kontakt til dit barns skole, som kan hjælpe dig videre.