Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR)

PPR tilbyder faglig vejledning og rådgivning til dagtilbud og skoler, når børn og unge oplever udfordringer i deres trivsel, udvikling eller læring.

Hvis du som forælder oplever udfordringer i forhold til dit barns trivsel eller udvikling, anbefaler vi, at du tager kontakt til dit barns dagtilbud eller skole. PPR har erfaring med, at trivsel, læring og udvikling styrkes bedst, når vi samarbejder om barnet med udgangspunkt i barnets hverdag.

Kontakten til PPR sker primært gennem dit barns dagtilbud eller skole, men som forælder til et barn eller en ung har du også mulighed for at henvende dig direkte til PPR.

Information om PPR

Brug søgefeltet herunder til hurtigt at finde det du leder efter. 

PPR er et kommunalt rådgivningstilbud i Bornholms Regionskommune. PPR består af medarbejdere med forskellige faglige kompetencer, som tilsammen understøtter børn og unges trivsel og udvikling i deres hverdagsmiljøer.

PPR er tilknyttet kommunens dagtilbud og skoler og arbejder tæt sammen med ledelse og personale om at styrke de pædagogiske og læringsmæssige rammer omkring barnet eller den unge.

Med afsæt i dagtilbuddets eller skolens faglige vurdering tilbyder PPR Bornholm rådgivning og supervision til fagprofessionelle i dagtilbud og skoler med henblik på at understøtte barnets læring, udvikling og trivsel. Som grundlag for rådgivningen indsamler PPR Bornholm relevante og nødvendige oplysninger. Dette kan blandt andet ske gennem dialog med de fagpersoner og forældre, der kender barnet bedst, via observationer af barnet i dets hverdag samt gennem anden relevant informationsindsamling.

PPR-psykologerne arbejder primært konsultativt og understøtter skoler, dagtilbud og forældre i arbejdet med børns trivsel, læring og udvikling. Rådgivningen tager udgangspunkt i barnets samlede kontekst og har fokus på at styrke de pædagogiske og didaktiske rammer omkring barnet. PPR-psykologer bidrager med psykologfaglig viden og sparring i forhold til pædagogisk praksis, læringsmiljøer samt sociale og følelsesmæssige udfordringer.

Den konsultative indsats kan rette sig mod både fællesskaber og enkelte børn. Det kan fx være rådgivning i forhold til klasseindsatser, grupper af børn, samspillet mellem børn og voksne eller konkrete individuelle problemstillinger, hvor et barns udvikling eller trivsel giver anledning til bekymring. Indsatserne tilrettelægges i tæt samarbejde med de fagprofessionelle omkring barnet og med fokus på tidlig indsats og forebyggelse.

I nogle tilfælde udarbejder PPR-psykologer en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV). En PPV udarbejdes som udgangspunkt først efter et forudgående rådgivnings- og vejledningsforløb og når der er behov for en mere systematisk vurdering af barnets forudsætninger for læring og trivsel. En PPV kan munde ud i anbefalinger om specialpædagogisk bistand eller andre tiltag.

PPR har en rådgivende og anbefalende rolle i forhold til specialpædagogisk bistand og kan ikke bevillige støtte. Det er altid skolelederen, der træffer den endelige beslutning om, hvorvidt og hvordan specialpædagogisk bistand iværksættes. Skolelederen kan desuden beslutte at iværksætte specialpædagogisk bistand uden forudgående PPR-vurdering.

Henvisning til psykiatrien

Mange familier har overvejelser om, hvorvidt deres barn kan have gavn af en udredning i psykiatrien, og PPR modtager løbende henvendelser herom. Når et barn mistrives, og der vurderes at være symptomer, som kan give anledning til en henvisning til udredning, bidrager PPR som udgangspunkt gerne med faglig vurdering og rådgivning.

For at sikre et godt og sammenhængende forløb anbefales det, at overvejelser om henvisning sker i samarbejde med barnets dagtilbud eller skole. Forældre opfordres derfor til at tage kontakt til dagtilbud/skole, hvis de ønsker en drøftelse af behovet for udredning. Herfra kan skolen eller dagtilbuddet inddrage PPR-psykologen, så vurderingen sker på baggrund af et fælles og nuanceret kendskab til barnets trivsel og hverdag.

Tale-hørekonsulenterne i PPR arbejder for at sikre, at alle børn får de bedst mulige forudsætninger for at udvikle deres sprog, kommunikation og trivsel. Indsatsen retter sig både mod børn, forældre og fagprofessionelle i dagtilbud og skoler.

Udvikling af gode sprogmiljøer:
Der samarbejdes med dagpleje, daginstitutioner og skoler om at skabe inspirerende og inkluderende sprogmiljøer. Dette indebærer blandt andet observationer, sparring, kompetenceudvikling og implementering af pædagogiske metoder, der styrker børns sprog og kommunikation i hverdagen.

Vejledning af personale og forældre:
Tale-hørekonsulenterne tilbyder vejledning til pædagogisk personale og lærere om arbejdet med børnegrupper og enkeltbørn i sproglig udvikling. Derudover støttes forældre med viden, redskaber og konkrete anbefalinger, så de kan understøtte deres barns sproglige udvikling derhjemme.

Tværfagligt samarbejde:
For at skabe den bedst mulige støtte for barnet indgår tale-hørekonsulenterne i tværfaglige samarbejder med blandt andet psykologer, inklusions-ressourcepædagoger, sundhedsplejersker, fysioterapeuter, familierådgivere og andre relevante faggrupper.
Det tværfaglige samarbejde sikrer en helhedsorienteret indsats, hvor barnets udvikling betragtes ud fra flere perspektiver.

Sprogundersøgelser:
Når der er behov for det, foretager tale-hørekonsulenterne sprogundersøgelser af børn. En sprogundersøgelse vil typisk bestå af observation af barnet samt relevante sprogtest.

Tale-hørekonsulenterne tilbyder logopædisk vurdering og opfølgning for børn med:
•    forsinket eller atypisk sprogudvikling
•    udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD)
•    stammen
•    hørevanskeligheder

Der arbejdes tæt sammen med forældre og fagpersonale om at tilrettelægge den rette indsats.

Lovpligtig sprogvurdering af hjemmepassede børn/børn hos private passere:
Tale-hørekonsulenterne gennemfører kommunens lovpligtige sprogvurdering af alle hjemmepassede børn og tilbyder opfølgende rådgivning samt støtte til at styrke barnets sproglige udvikling.

PPR kan blandt andet tilbyde rådgivning og støtte ved:

  • Udfordringer i børne- og ungefællesskaber

  • Trivsel samt personlig, social og faglig udvikling i dagtilbud eller skole

  • Kommunikation og sproglig udvikling

Kontakten til PPR sker primært gennem barnets dagtilbud eller skole, men som forælder til et barn eller en ung har du også mulighed for at henvende dig direkte til PPR.

Mange familier har overvejelser om, hvorvidt deres barn kan have gavn af en udredning i psykiatrien, og PPR modtager løbende henvendelser herom. Når et barn mistrives, og der vurderes at være symptomer, som kan give anledning til en henvisning til udredning, bidrager PPR som udgangspunkt gerne med faglig vurdering og rådgivning.

For at sikre et godt og sammenhængende forløb anbefales det, at overvejelser om henvisning sker i samarbejde med barnets dagtilbud eller skole. Forældre opfordres derfor til at tage kontakt til dagtilbud/skole, hvis de ønsker en drøftelse af behovet for udredning. Herfra kan skolen eller dagtilbuddet inddrage PPR-psykologen, så vurderingen sker på baggrund af et fælles og nuanceret kendskab til barnets trivsel og hverdag.

Senest opdateret 02-02-2026

Kontakt

Center for Børn og Læring
PPR og Sundhed
Ullasvej 23
3700 Rønne

56 92 42 00 - vælg PPR
Telefontid: 9.00 -11.30

E-mail:bl@brk.dk

Brug Digital Post, hvis din henvendelse indeholder følsomme personoplysninger.

Indstillingsskemaer