Hvad gør jeg, hvis strømmen forsvinder i hele kommunen?
I Center for Sundhed og Omsorg i Bornholms Regionskommune har vi forberedt os på forskellige krisesituationer – blandt andet et længerevarende strømsvigt i op til flere dage. Vores beredskabsplan har særligt fokus på de borgere, som er mest afhængige af hjælp og støtte i hverdagen. Det gælder blandt andet beboere på plejehjem og borgere, der modtager hjemmepleje.
Et længerevarende strømsvigt vil dog påvirke alle bornholmere. Derfor anbefaler vi, at du allerede nu orienterer sig om de råd og anbefalinger, som Beredskabsstyrelsen og Styrelsen for Samfundssikkerhed har samlet. Du kan finde dem på deres hjemmesider – særligt på www.samsik.dk/forberedt.
Det er blandt andet en god idé at have:
- Vand (ca. 3 liter pr. person pr. døgn)
- Mad, der kan spises uden tilberedning eller strøm
- Lommelygter, batterier og andre lyskilder
- Nødvendig medicin og udstyr til førstehjælp
I en krisesituation kan vi også hjælpe hinanden. Vi opfordrer derfor til, at man holder øje med sine nærmeste og tager kontakt til naboer, familie eller andre, som kan have brug for en hjælpende hånd. En lille indsats kan gøre en stor forskel for trygheden i lokalområdet.
Hvis en alvorlig situation opstår, vil kommunens medarbejdere have fokus på de borgere, der har størst behov for hjælp. Derfor indgår ældre og andre sårbare borgere med behov for pleje og omsorg som en central del af vores beredskabsplanlægning.