Ansøgning om miljøgodkendelse til Nygård, Hasle

Lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug fastsætter, at der skal udarbejdes en miljøgodkendelse eller et tillæg til en eksisterende miljøgodkendelse, når der sker etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug. Miljøgodkendelsen skal blandt andet belyse risikoen for nabogener og påvirkningen af miljø og natur.

Denne annonce har til formål at orientere om, at Jeppe Nielsen har ansøgt om § 16a-miljøgodkendelse til slagtekalveproduktionen på Nygård, Simblegårdsvej 23, 3790 Hasle.

Hvad omfatter ansøgningen?

På ejendommen Simblegårdsvej 23, 3790 Hasle, er der i dag tilladelse til en årlig produktion på 1.000 slagtekalve (60-470 kg). Produktionen er godkendt efter en § 12-miljøgodkendelse fra 2014 med efterfølgende tillæg fra 2018.

Der søges nu om at få den eksisterende produktion godkendt efter stipladsmodellen, hvor husdyrbrugets miljøpåvirkning reguleres på baggrund af staldenes produktionsareal frem for et bestemt antal producerede slagtekalve.

Der sker ikke en udvidelse af husdyrbrugets eksisterende staldbygninger, og der opføres ikke nye stalde eller øvrige produktionsbygninger til dyreholdet. Der søges om et samlet produktionsareal på 4.271 m² i de eksisterende staldbygninger.

I forbindelse med projektet opføres en ny gastæt silo med en diameter på 8,5 meter og en højde på 17,45 meter. Siloen placeres i tilknytning til ejendommens eksisterende siloer.

Der søges samtidig om mulighed for fleksibilitet i produktionen, herunder ændringer i dyrenes ind- og afgangsvægte samt dyreholdets sammensætning. Fleksibiliteten omfatter de eksisterende staldafsnit, der er egnede hertil, og giver mulighed for at tilpasse produktionen inden for de eksisterende staldmæssige rammer.

Lugtemissionen fra staldanlægget øges ikke som følge af det ansøgte. Der sker en mindre stigning i ammoniakemissionen i forhold til både nudriften og 8-årsdriften. Stigningen skyldes, at der i de eksisterende staldafsnit søges om fleksibilitet i dyreholdets sammensætning, hvor ammoniakemissionen beregnes på baggrund af den dyretype inden for den ansøgte flexgruppe, der medfører den højeste emission.

Husdyrgødningen fra produktionen håndteres som hidtil i form af både dybstrøelse og gylle. Dybstrøelsen opbevares på ejendommens møddingsplads eller i overdækkede markstakke efter gældende regler.

Gyllen afhentes direkte fra staldene af et biogasselskab cirka hver 14. dag. I forbindelse med afhentningen leveres afgasset gylle retur til ejendommens eksisterende gyllebeholdere.

Indkaldelse af idéer og forslag

Bornholms Regionskommune indkalder hermed idéer og forslag til, hvilke miljøforhold eller andre forhold knyttet til projektet, der bør undersøges nærmere i det tillæg til miljøgodkendelse, som udarbejdes, idet annoncen desuden indleder høringsfasen for projektet.

På baggrund af den modtagne ansøgning og eventuelt indkomne idéer m.m. vil der blive udarbejdet et udkast til miljøgodkendelse til husdyrbruget. Bornholms Regionskommune skal gøre opmærksom på, at enhver kan få tilsendt dette udkast til afgørelse, når det foreligger. Enhver, der berøres af afgørelsen, herunder organisationer og foreninger, jf. lovens bestemmelser herom, har desuden ret til at kommentere udkastet til afgørelse. 

Fristen for at komme med idéer, forslag og bemærkninger til projektet er 18. november 2026. Indlæg skal være skriftlige og sendes til: Center for Miljø, Plan og Kultur, Skovløkken 4, 3770 Allinge, eller pr. e-mail til nmf@brk.dk i mailen eller brevet skal du henvise til journalnr: 26/21201.  

Oplysninger om projektet kan fås ved henvendelse til Helle Thers, tlf.: 56 92 20 74 eller e-mail: Helle.Thers@brk.dk

03 Nov

Kategori

Høringer & offentliggørelser, Høringer

Dato

Offentliggjort 03. nov. 2026Frist 18. nov. 2026