Forslaget omfatter den eksisterende produktion af grise bestående af smågrise og slagtesvin. Miljøgodkendelsen er opdelt i to trin. Trin 1 omfatter den eksisterende husdyrproduktion efter stipladsmodellen, mens trin 2 omfatter en udvidelse af husdyrbruget.
Forslaget til miljøgodkendelse giver mulighed for etablering af tre nye slagtesvinestalde syd for de eksisterende stalde, en udvidelse af kapaciteten til opbevaring af husdyrgødning samt en fleksibel produktion med både smågrise og slagtesvin. Den fleksible produktion giver mulighed for at indsætte smågrise i slagtesvinestaldene ved en lavere vægt, når produktionsforholdene tilsiger det. Samtidig udgår de to ældste stalde af produktion, mens de to eksisterende stalde fra henholdsvis 2003 og 2006 fortsat anvendes. Det samlede produktionsareal udgør 1.000 m² i trin 1 og 3.334 m² i den fuldt udbyggede produktion i trin 2.
Husdyrgødningen opbevares i en eksisterende og en ny gyllebeholder, som begge forsynes med teltoverdækning. Der etableres desuden en ny kornsilo samt et nyt fyrrum ved en af de eksisterende stalde.
Det fremgår af forslaget til miljøgodkendelse, at Bornholms Regionskommune vurderer, at husdyrbruget kan indrettes og drives i overensstemmelse med gældende regler, uden at det medfører væsentlige påvirkninger af miljøet eller omkringboende. Det vurderes endvidere, at projektet ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af Natura 2000-områder eller arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.
Forslaget til miljøgodkendelse indeholder de nødvendige vilkår for indretning og drift af husdyrbruget.
Lovgrundlag
Ansøgningen er behandlet efter § 16 a i husdyrbrugloven. Efter lovens § 55 kan kommunen først meddele miljøgodkendelse, når naboer, berørte parter og relevante organisationer har haft mulighed for at fremsende bemærkninger til forslaget.