Forslaget omfatter den eksisterende husdyrproduktion i form af flexproduktion med smågrise og slagtesvin samt et mindre hestehold i eksisterende stalde. Der søges om miljøgodkendelse af den eksisterende husdyrproduktion efter stipladsmodellen.
Der foretages ingen ændringer af staldanlægget, og det samlede produktionsareal forbliver uændret på 3.441 m². Husdyrgødningen opbevares fortsat i ejendommens eksisterende gyllebeholdere.
Det fremgår af forslaget til miljøgodkendelse, at Bornholms Regionskommune vurderer, at husdyrbruget kan indrettes og drives i overensstemmelse med gældende regler, uden at det medfører væsentlige påvirkninger af miljøet eller omkringboende. Da der ikke sker ændringer af produktionen, øges hverken lugt- eller ammoniakemissionen i forhold til den eksisterende drift. Det vurderes endvidere, at projektet ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af Natura 2000-områder eller arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Forslaget til miljøgodkendelse indeholder de nødvendige vilkår for husdyrbrugets indretning og drift.
Lovgrundlag
Ansøgningen er behandlet efter § 16 a i husdyrbrugloven. Efter lovens § 55 kan kommunen først meddele miljøgodkendelse, når naboer, berørte parter og relevante organisationer har haft mulighed for at fremsende bemærkninger til forslaget.