Forslaget omfatter den eksisterende produktion af grise bestående af søer med tilhørende smågrise, polte og slagtegrise. Miljøgodkendelsen omfatter den eksisterende husdyrproduktion efter stipladsmodellen.
Forslaget til miljøgodkendelse giver samtidig mulighed for, at den individuelle opstaldning af søerne i løbestalden og en del af drægtighedsstalden kan ændres til løsdrift. Tilsvarende gives mulighed for løsgående søer i farestalden. Derudover gives mulighed for at ændre dyretypen fra smågrise til løsgående drægtige søer i den eksisterende smågrisestald med henblik på at kunne opfylde kommende krav til dyrevelfærd. Der foretages ikke ændringer af det samlede produktionsareal eller det eksisterende staldanlæg. Husdyrgødningen opbevares fortsat i ejendommens eksisterende gyllebeholdere, hvor tre af de fire beholdere forsynes med teltoverdækning.
Det fremgår af forslaget til miljøgodkendelse, at Bornholms Regionskommune vurderer, at husdyrbruget kan indrettes og drives i overensstemmelse med gældende regler, uden at det medfører væsentlige påvirkninger af miljøet eller omkringboende. Det vurderes endvidere, at projektet ikke vil medføre væsentlige påvirkninger af Natura 2000-områder eller arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.
Forslaget til miljøgodkendelse indeholder de nødvendige vilkår for indretning og drift af husdyrbruget.
Lovgrundlag
Ansøgningen er behandlet efter § 16 a i husdyrbrugloven. Efter lovens § 55 kan kommunen først meddele miljøgodkendelse, når naboer, berørte parter og relevante organisationer har haft mulighed for at fremsende bemærkninger til forslaget.