Alle og enhver har ret til at få indsigt i dokumenter, der er indgået til eller oprettet af Bornholms Regionskommune som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med kommunens virksomhed samt journaloversigter for den pågældende sag. Denne type aktindsigt gives efter offentlighedsloven. Kommunen kan afslå aktindsigten, hvis den vil medføre et uforholdsmæssigt stort ressourceforbrug – typisk mere end 25 timer for almindelige borgere og omkring det dobbelte, hvis der er tale om et massemedie. Herudover er der en række sagstyper, dokumenttyper og typer af oplysninger, som er undtaget for aktindsigt, fx straffesager, personalesager i et vist omfang, interne dokumenter og fortrolige oplysninger, som er underlagt tavshedspligt.
Den, der er part i en sag hos kommunen, hvor der er eller vil blive truffet en afgørelse, kan få aktindsigt i sagens dokumenter og journaloversigter efter reglerne i forvaltningsloven.
Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, er berettiget til at blive gjort bekendt med disse oplysninger, selvom dokumentet i øvrigt er undtaget for aktindsigt. Dette kaldes egenacces eller indsigtsret og følger af offentlighedslovens § 8 og databeskyttelses-forordningens art. 15.
Kommunen er også forpligtet til at udlevere et dataudtræk fra kommunens databaser, hvis sammenstillingen af de pågældende oplysninger kan ske ved få og enkle kommandoer. Denne ret følger af offentlighedslovens § 11.